Det ny Svenstrup H - del 12

fortsat fra del 11

Vi er nu gået ind i det 6'te modelbyggeår og det forekommer mig, at der stadig er uendeligt meget, der udestår på mit modelbaneanlæg. Så af og til kan man godt blive en lille smule i tvivl om det hele nogensinde bliver færdigt, men omvendt er det jo slet ikke værd at tænke på. Sålænge man hygger sig med at lægge nye planer, lege med spændende modeller, bygge stort og småt osv. er det jo helt ligegyldigt, hvor målstregen befinder sig. Eller om der overhovedet vitterligt findes en målstreg. Det er jo ikke et nyt MiWuLa, der er under opførelse i kælderen, men blot en helt almindelig dansk mands lille private hobbyprojekt, så man kan roligt tillade sig at overhøre familie og venners velmenende spørgen ind til den langsigtede strategi.

Nå, men lad os nu blot komme igang.

En række småting, der blev berørt i forrige artikel, blev af uransagelige grunde aldrig helt færdiglavet og en af disse er forkanten til det senest opbyggede "flamingo-landskab" - modsat byen Bakkedal. Her må der opsættes en beskyttende trækant, der kan hindre konturerne i at blive trykket ud af facon ved en forkert berøring. Lidt snedkerlim og et par stumper krydsfiner fra rodekassen, klarer opgaven uden de store armbevægelser:

Og efter en behandling med den hjemmebryggede kakao-farvede maling, kan landskabet reetableres:

Ved broen over Nørreå, manglede ligeledes den sidste tilpasning til omgivelserne. Så i gang med lim, plastcard og skum-granitsten:

plus naturligvis en smule spartelmasse:

Broen mangler nu blot lidt maling og en smule patina. Nårh ja, naturligvis også alt det omkringliggende "grønne". Men lad os glemme dette for en stund og i stedet tage en tur i byen.

I forbindelse med renoveringen af det lille jernbanehotel til Svenstrup by (se artikel i Spor og Baner nr. 43), fik jeg lyst til at bruge lidt ekstra tid på detaljeringen af området i selve midtbyen. Det skal her erindres, hvorledes områdets udseende var planlagt, med et lille hyggeligt torv foran domkirkens hovedindgang, smukt omkranset af en række gamle høje bygninger og byens prominente hovedbanegård:

Ikke noget voldsomt stort areal og heldigvis var "centrums øverste jordlag" lige til at løfte ud af anlægget, da der allerede under landskabets opbygning blev indtænkt en løstliggende tynd, hård masonitplade. At arbejde med de finere detaljer her, ville alternativt skulle foregå gennem "mandehullet" under domkirken (populært kaldet "krypten"), eller ved at skulle stå ubekvent lænet meget langt ind over Svenstrups maskindepot. Den løse plade sparede således helt sikkert modelbyggeren for en del ødelagte detaljer omkring remisen, samt for en potentiel tur til kiropraktoren... 

På "fjernlageret" lå tilfældigvis en pakke med danske fortove fra Aarhus Model Elektronik, hvilket måtte være et passende udgangspunkt for opbygningen af det lille diorama:

Fortovene er laserskåret i AAME's eget specielle karton og skal i montageprocessen behandles med en del forsigtighed, specielt omkring de steder, hvor der må skæres til. Især de små chaussesten langs fliserækkerne, har en irriterende evne til at falde af - en slags delaminering af materialet - og jeg slap ej heller for at måtte efterlime en hel del af disse. Så for at få lidt gode tips til håndteringen og specielt med henblik på at sikre en langtidsholdbar overflade, kontaktede jeg AAME, der hurtigt og venligt besvarede mine spørgsmål. En absolut fornem service. Det oplystes her, at man med fordel kan behandle fortovene af et par gange med en fortyndet limblanding (hvid lim, ca. 1:3), inden der overhovedet skæres i strimlerne og dette gerne af et par gange. 

Som sagt, så gjort og herefter gik det rent faktisk noget lettere med opgaven. En meget skarp kniv eller bedre en skalpel, var dog stadig et ubetinget must til løsning af opgaven. Det var dog stadig noget af en udfordring med torvets skæve vinkler, men dette kan jo trods alt ikke tilskrives fliseleverandøren. Her er opgaven dog snart i mål:

Fortovene leveres med passende udstansede huller for brønd/kloakdæksler, som der medfølger et dusin stykker af. En flot og praktisk detalje, men dækslerne er lidt skuffende fremstillet i et plastagtigt materiale, som det aldrig lykkedes mig at blive helt dus med. Således knækkede flere af dækslerne allerede under udskæringen fra rammen, hvilket på godt jysk føltes lidt træls: 

Men fortovene blev dog omsider færdige og tilpasset op imod de forskellige bygningers fundamenter. Især foran stationen var det et større puslespil at få fliserækkerne til at ligge bare nogenlunde realistisk omkring den store trappe ved indgangspartiet, men tålmodighed belønnes af og til. Enkelte steder måtte der udfyldes lidt sprækker, hvortil Humbrols finspartel er udmærket.

Selve torvet var det oprindeligt byrådets tanke at belægge med nogle meget fine og kostbare importerede mørke italienske granitsten. Byens borgmester var endda personligt et par gange rejst til Syditalien for at udsøge og udvælge den helt rette leverandør, men da det kom til stykket, var der alligevel ikke økonomske midler til en sådan prangende løsning. I stedet valgtes almindelige kvadratiske cementstøbte fliser, der blev lagt i forbandt. Efter sigende var borgmesteren meget fortørnet over byrådets åbenlyse tilsidesættelse af hans store private indsats og han viste sig ikke ved møderne i over et halvt år...

Heldigvis læger en grå akrylbaseret cementfarve næsten alle sår, så resultatet blev med tiden alligevel acceptabelt for alle parter. Og da man på torvepladsen yderligere indtænkte et par kumme-lignende huller, hvor der skulle plantes et par mellemstore træer af en slags, fik man også de mest yderliggående medlemmer i byrådet til at stemme positivt for projektet:

Kommuneingeniør P. Ottesen havde længe talt varmt på byrådsmøderne om nødvendigheden af at renovere store dele af midtbyens kloaksystemer og han øjnede nu chancen for et personligt gennembrud. På forunderlig vis blev der således "opdaget" nogle ellers ukendte kommunale hensættelser, der kunne anvendes til få lagt nye kloak- og brønddæksler i gaderne og delene blev forbløffende hurtigt leveret fra den kendte tyske industrigigant NOCH:

Jo, der var godt gang i sagerne i den lille by og som en slags dominoeffekt forårsaget af den, for Svenstrup by ellers sjældne store aktivitet, begyndte ejerne af en række af de ved torvet omkringliggende bygninger også at få øjnene op. En dag indtog håndværkerne således den lille triste 3-4 etages bygning, der lå lige over for domkirken og i stueetagen oprindeligt rummede det, nu forlængst lukkede A. Olsens tøjrenseri. Bygningen havde i årevis været i frit forfald, men nu var "udviklingen kommet til byen", som formanden for den lokale handelstandsforening lidt vævende udtrykte det:

Først blev vindues-indfatningerne i facaden ud mod gaden ændret til et mere moderne snit: 

Og med nye spændende farver på murværket og et flot nyt tegltag, var huset igen klar til de nye og bedre tider (og forhåbenligt nogle snarlige indbringende lejemål):

Kun få meter derfra og blot lige henne om hjørnet, finder vi Oelkjærs gamle købmandsbutik. Med en beliggendehed lige bag Svenstrups maskindepot, var det ikke sjældent at se remisearbejderne flokkes i det lille hyggelige butikslokale for at indkøbe diverse nødvendigheder til livets ophold. Også denne lille bygning trængte hårdt til en omgang med "den store pensel":

hvilket dog hurtigt var overstået - husets beskedne rammer, taget i betragtning:

Her er forretningen sådan set klar til at genåbne for kunderne: 

Meeen.., vi stopper ikke her. Alt har en bagside og en lille vedhæng skader ikke:

En stump plastcard, et række fliser samt et lille plankeværk og et par passende figurer fra Mertens, kan sagtens udgøre sit eget lille baggårdsscenarie. Figurerne er ganske vist ikke de mest detaljerede på markedet, men på afstand ses dette slet set ikke. Her får fru Oelkjær hjælp af købmanden selv til plantningen sin nye hængepil :

Nårh ja, i samme omgang kom der også tagrender og nedløbsrør, en lampe, vindskeder og en for tiden typisk H-antenne på bygningen. Plus en vildtvoksende efeu på gavlen. Det er svært at stoppe, når først man er grebet af de indre renoveringsdæmoner... 

Ud over at lægge de mange kvadratmeter nye fliser på torv og langs gadene, måtte byens største entrepenørfirma R.A. Vage og Søn (hvis indehaver, iøvrigt var kendt som et mangeårigt byrådsmedlem og desuden svoger til føromtalte kommuneingeniør), også igang med at støbe en ny betonkant på bagkanten af banegårdens perron 1, dvs. ud mod det nyanlagte torv:

Efter stationsforstanderens eget ønske, blev der langs kanten opsat et nydeligt grønt stakit i den klassiske DSB stil. Måske ikke helt i trit med tidens sprælske tendenser, men dog trods alt nok en fornuftig sikring mod utilsigtede problemer for de mange rejsende:

Samtidig blev der for første gang i umindelige tider lagt ny asfalt på de nedslidte gader, med en efterfølgende opmærkning af fodgængerfelter, stoplinier og parkeringsbåse - alt iht. den nye færdselslov af 1977. Sådanne tilpasninger til nye lovkrav var ellers på forunderlig vis altid forbigået Svenstrup by, formentlig fordi byens førende bilister altid havde været af den overbevisning, at de nok selv skulle håndtere den slags pjattede detaljer, uden nogen myndigheders indblanding. Men tiderne var åbenbart skiftet...

Endnu et tiltrængt løft til borgernes velfærd var også den nyopsatte mønttelefonboks på torvet, da det langt fra var alle i byen, der havde råd til at holde egen telefon. I parentes bemærket, blev den grønne telefonboks med de mange små glasruder iøvrigt først fjernet henad 40 år senere af Svenstrup og Omegns Telefon Compagnie A/S, som en af de sidste tilbageværende offentlige telefonbokse i landet:

En smule oprejsning fik borgmester G. Rünthe alligevel også til sidste, da det ganske overraskende blev meldt ud, at en række af byens spidsborgere agtede at donere en statue til det nye torv. Monumentet skulle ifølge de glade givere udføres som en bronzefigur i fuld størrelse, opstillet på et passende granitfundament og det hele endda gerne med et tilknyttet springvand. Statuen skulle ære en af byens store mænd og da der ikke var så mange af disse at vælge imellem, faldt valget på den tidligere borgmester F.L. Ottenheimëhr. Den siddende borgmester havde naturligvis i sit stille sind håbet, at "en anden" skulle have været opstillet til "evig tid" foran domkirken, men var dog alligevel ganske tilfreds med at få noget foræret, som Svenstrups nabobyer ikke kunne bryste sig med at eje, nemlig kunst..

Til den store og vanskelige kunstneriske opgave, hyrede man den anerkendte billedhugger og skulptør P.I. Smaler-Hackelsen. Denne ernærede sig normalt i kant- og gravstensbranchen, men blev valgt på grund at sit indgående lokalkendskab. Og vistnok også fordi han var i familie med den nuværende borgmester. Ganske vist et stykke ude, men alligevel...

Efter at de første skitser af springvandet var blevet godkendt af de ærede givere, blev opgaven påbegyndt. Fra et berømt tysk granitbrud, leveredes råmaterialerne:

og på forbløffende kort tid, var modellen af figuren klar til en prøveopstilling. Det skal i parentes her bemærkes, at man ønskede at afbilde den gamle borgmester Ottenheimëhr, som man huskede ham fra sit daglige virke i byrådet, hvilket vil sige stramt klædt i en engelsk militæruniform fra den sidste store verdenskrig. En smule excentrisk måtte han vel kaldes, men efter sigende havde byens førstemand som dreng set feltmarskal Montgomery køre igennem landet kort efter befrielsen og dette havde så åbenbart påvirket ham for resten af livet...

Langt om længe blev figuren støbt: 

og alle i kredsen af sponsorerne kunne ånde lettet op, da kunstværket efter mange måneders venten endeligt stod færdigt. Resultatet faldt dog heldigivis ud til alles tilfredshed: 

Det kom i øvrigt senere frem, at kunstneren undervejs i processen, et par gange havde måttet "hjælpes lidt på rette vej" og bl.a. ved en fejl var kommet til at bruge en større sum penge, der ellers var øremærket til kunstværket, til forskellige private fornødenheder...

I den mere praktiske ende, var der også ny gadebelysning på programmet.  Byens største kapacitet på området - installatør E.L. Skov - fik overdraget opgaven (i øvrigt af sin fætter kommuneingøren) og der indkøbtes en række nye moderne stålmaster til formålet. Desværre havde man glemt at oplyse leverandøren om det fugtige danske klima og dettes nedbrydende indvirkning på metalkonstruktioner, så masterne måtte i hast hånd-galvaniseres inden opstilling:

Ligeledes var det nødvendigt at forlænge alle kablerne til masterne, da disse var leveret alt for korte til at kunne nå frem til den næste kronemuffe, dybt nede i den svenstrupske muld. Heldigvis havde Skov lige netop de rette trådvarer liggende på lager:

Et nyt vejskilt blev der også fremstillet (af føromtalte maler), således at man fremover kunne se hvilken retning man skulle køre for at komme til Havneby. Noget som alle i byen sådan set godt vidste. Men samtidig kunne sikkerheden for jernbanepassagerene opprioriteres pga. nævnte vejviserskilt, idet dette blev monteret på et par meter jerngelænder, der blev opstillet lige foran stationens hovedindgang:

Fra byens ældreråd, modtog byrådet uventet og midt i alt tumulten en opfordring om at opstille nogle bænke på det nye torv, da man herfra forventede at kunne nyde de nye omgivelser. På trods af, at kommunekassen atter var løbet tør, lykkedes det embedsmændene at finde nogle bænke, i et nydeligt klassisk design med støbejernsgavle og tremmesæder i olieret ædeltræ. Borgmesterens gamle mor, der var formand for ældrerådet, fik således også sat sit lille fingeraftryk på byens store projekt..

Egentlig var det vist planen, at de smukke bænke skulle have været opstillet i klitterne ud for borgmesterens sommerhus, men sådan skulle det altså ikke gå...

Da man nu havde sagt både A og B, kunne man lige så godt fuldende rækken og anvende de absolut allersidste penge på en lyskurv ved den ny fodgængerovergang foran torvet. Fra et tysk "Spezial-firma" leveredes de nye standere med tilhørende (kønsneutrale) rød/grønne lamper og elektronisk styring:  

Efter lidt "fordanskning" blev de straks opstillet og sat i drift:

Endeligt oprandt dagen alle havde ventet på - indvielsen af det nye torv. Men da der ikke var råd til et stort folkeligt arrangement, nøjedes man med at fejre begivenheden for en række indbudte gæster ved et lukket taffel på det nyrenoverede Park Hotel:

Ja, sådan endte den historie...

Men nu tilbage til det mere landlige. En af vore store danske modelbyggere Morten Klarsyn, har en gang fortalt mig, at han er "lejlighedsbygger", dvs. altid har gang i en masse forskellige projekter, men i reglen kun lige arbejder med det som han finder mest interessant. Umiddelbart tror jeg også godt jeg tør kalde mig noget lignende - sådan som jeg har det med at springe rundt i teksten. Men det er nu en gang sådan, at visse opgaver på modelbanen kan føles lidt ensformige, hvis man arbejder på dem for længe, og så er det jo fristende at hoppe til noget hovedet finder mere spændende. Modelbanefolket er heldigvis i den situation, at vi selv bestemmer tempoet, hvilket gør det hele så dejligt at rode med.

Men ikke så meget snak - tilbage til landskabsbyggeriet, blev der skrevet! 

I sidste artikel blev det kort omtalt, hvordan de 2 jernbanelinier på anlæggets sydvestlige område skulle krydse hinanden, uden dog at der blev anvist en endelig løsning. Da jeg en dag for nyligt sad og kiggede gamle jernbanebilleder, faldt jeg tilfældigt over et foto af den kendte tidligere såkaldte "skæve banes" krydsning med strækningen Skanderborg-Herning, vest for Funder og ligheden med det jeg havde i kælderen, slog mig straks: 

Det ligner endda næsten C-skinner, der ligger under broen! Så straks blev der bestilt en ægte tysk metalbro fra firmaet Hack; dog uden de helt  korrekte skrå endeafslutninger:

Tilpasningen mellem bro og tracé foregik let og smertefrit med en lille fintandet listesav:

hvorpå landskabsbyggeren straks kunne gå i gang med at forme det omkringliggende landskab. Små krydsfinerspanter blev savet ud og limet fast:

og det hele grundmalet på de senere skjulte flader:

I tunnelindgangen blev der i en fart lagt grus og skærver:

mens fæsterne for den nye bro blev monteret. To stumper 9 mm X-finer, blev savet til så de var cirka 4 mm lavere end underkanten af broen. Dette for at give plads til en kraftig vandretliggede stålcylinder mellem bro og fæste:

Snart var armeringsfolkene i gang med saks og aluminiumsnet:

og limvædede engangskarklude:

inden malerne slutteligt kunne tage over for at "grunde" landskabet:

Nu udestår så blot den modsatte flanke på jernbanedæmningen, samt dennes overgang til hovedlandevejen mellem Havneby og det endnu navnløse trinbræt på sydsiden af min midterskilning (kulissen bag Bakkedal, altså). Men da spaltepladsen endnu engang er ved at rinde ud, slutter vi med at udføre den netop frigivne version 1.4.1 af centralhjernens software. I med internetstikket og click "ja" til at opdatere:

Igen har Märklin overgået sig selv med en række nye og spændende features, hvor især et tiltrængt baggrundsnet til at assistere brugeren ved udfærdigelsen af sporplaner er velkomment. Desuden er der tilkommet flere logiske funktioner til brug i hændelsesstyringen, som jeg - efter at have haft min CS3 i snart 2 år - desværre endnu ikke har fået prøvet kræfter med. Plus en masse andre spændende store og små detaljer. 

Kort sagt, modelbyggeren har (som flere gange tidligere nævnt) brug for meget mere tid til sin hobby. Hvordan det lige skal skaffes, vides dog ej.

I næste artikel forventes de sidste store "tømreropgaver" på anlægget afsluttet og fokus vil fremover naturligt blive rettet mod de mere jernbanerelaterede detaljer, såsom signaler og styring af driften. Dertil udestår naturligvis opførelsen af en mængde bygningsværker og utallige små og store landskabsdetaljer.  

Niels, marts 2019

Fortsæt til del 13.