Niels-Modeltog

Modeljernbane * Model Railway * Modelleisenbahn

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Print PDF

Besøg hos modelbaneklubben Puffen i Odense

Vintertid er modelbanetid, og Jernbanomanisk Selskabs første tur i vinteren 2015 gik til modelbaneklubben Puffen i Odense. Efter en artikel i Spor og Baner, hvor Mortens (Klarsyn) flotte loftbane blev beskrevet af Rolf Brems (der er formand i Puffen) var det naturligvis ganske nærliggende at forespørge om et besøg var muligt, hvilket straks blev besvaret positivt. Som så ofte før, var Erik, John, Morten og undertegnede spændte i ugevis og vi blev bestemt ikke skuffede, da dagen for besøget langt om længe oprandt. 

Klubben har til huse i kælderen på en af Odenses talrige nedlagte skoler, og der rådes her over pænt store og velegnede lokaler. Der er 2 store rum med selve anlægsdelene, hvor der samtidig er indrettet et antal arbejdspladser med god plads til at medlemmerne kan udfolde sig med diverse modelbanerelaterede arbejder. Hertil kommer en stor hyggelig kaffestue. Der er pt. knapt 20 medlemmer, men flere tilmeldinger er undervejs. 

Anlægget er delt i en tysk og en dansk (fynsk) del, der lidt usædvanligt er placeret på hver sin kælderetage og som forbindes via den største helix jeg erindrer nogensinde at have set. Togene kører således "op til Tyskland" og ikke som ellers mere mundret "ned!" Den tyske del af anlægget er stort set færdigbygget, hvorimod der er et pænt stykke vej endnu før Fyn er fin...

Som i mange lignende tilfælde ejer og vedligeholder klubben den faste del af anlægget, mens medlemmerne selv medbringer det kørende materiel. Der er ingen epoke eller landemæssige begrænsninger og medlemmerne er meget fleksible over for det enkelte medlems ønsker om oprangeringer og kørsel. Dog anes en vis overvægt af dansk sen-epoke III materiel, herunder forskellige varianter af MY, MZ, samt D-maskine. Der køres digitalt jævnstrøm på Peco skinner, mens signaler og sporskift styres via sportavler - i reglen med indbygget togvejs-logik.

På klubbens hjemmeside (og desuden i en artikel i Spor og Baner nr. 5, 2012) kan alle relevante fakta findes, så lad os her springe yderligere beskrivelser over og i stedet nyde en rejse gennem de smukke landskaber. 

Det første syn, der møder de besøgende:

Puf01 

 

En del af Fyn set fra oven:

Puf02

 

Middelfart og Odense:

Puf03 

 

En sporplan må man have, selvom den slags ikke altid skal følges slavisk:

Puf04 

 

Vi begynder vores rejse i øens største by, Odense:

Puf09

 

Den imposante (og rigtige) banegård med Kongens Have som fotostat i baggrunden:

Puf05

 

Kontrolposten, affotograferet, smukt bygget i karton og behørigt indrettet med personale og alt hvad der ellers hører sig til:

Puf06 

 

Remisen i Odense, der nu om dage huser Danmarks Jernbanemuseum:

Puf07 

 

Sportavle for Odense (og Fruens Bøge):

Puf08 

 

En af Odenses markante bygninger - det tidligere Dæhnfeldts Frølager, der idag er ombygget til boligformål:

Puf10 

 

Og endnu en kendt odenseansk detalje - Restaurant Carlslund i Fruens Bøge Skov. Man kan næsten dufte den berømte æggekage:

Puf11

 

Vi kører et stykke videre og kommer snart til Skalbjerg:

Puf15 

 

Og hastigt går det igennem det skønne fynske landskab. Dog løftes i forbifarten et enkelt øjenbryn over "lagkageflaget" på pladsen foran Frantz Clausens Korn og Foderstofforretning. Vellignende flag er en af NIELS-MODELTOG.dk's kæpheste... Læs mere her:

Puf20

 

Den rejsende mødes af en storslået udsigt over Storebælt og ikke mindst badegæsterne på Nyborg strand:

Puf21

  

Vi er nu kommet til Nyborg, hvor havneområdet er under kærlig opbygning:

Puf22

 

Længere fremme støder vi på et idyllisk lille diorama, centreret om et af medlemmernes private stråtækte hus. Modellen er bygget af hans kone - flot, flot:  

Puf25

 

Vi forlader nu fødeøen og snupper en godt 10 minutters rundtur i helixen - op til den øvre kælder:

Puf30

 

...og træder ind i Tyskland:

Puf31

 

Til højre for døren finder man stationen med det eksotiske navn "Stolzenbach am Brockendorf":

Puf32

 

Næstefter ligger Piltzen:

Puf33

 

Og i midten "Albertstadt":

Puf34

 

Domkirken er stilfuldt placeret i storbyens centrum:

Puf35

 

Albertstadt set fra den modsatte vinkel:

Puf36

 

Den lokale udgave af Bietschtalbrücke i et jernbanemæssigt noget kompliceret område:

Puf37

 

På modsatte side af kulissen, finder vi et særdeles vellykket fabriksrelief, udført i en spændende kombination med fotos fra det virkelige liv:

Puf38

 

En rigtig hyggekrog, hvor alle relevante ting er inden for rækkevidde:

Puf50

 

Rundturen er allerede overstået og den efterfølgede kaffe drukket.

En stor tak skal lyde til modeltogsklubben Puffen, for den gode beværtning og til de medlemmer, der velvilligt ofrede et par timer på vores besøg.

 

Puf51

 

Niels, februar 2015. 

 

Gå til menu.