Niels-Modeltog

Modeljernbane * Model Railway * Modelleisenbahn

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Print PDF

Skinnelak

Især 3-skinne modelbanefolket har til alle tider døjet med, at specielt kurvesporsskinnerne hen over tid snavses kraftigt til og dermed medfører en mere og mere problematisk afvikling af togdriften. Mange beretter desuden om en decideret form for nedbrydning af selve skinneprofilerne, på trods af at disse normalt er fremstillet i ædle materialer. Effekten opleves i reglen som værende kraftigst i de sidste af årets vintermåneder eller hen imod slutningen af marts, hvor vejret ofte er meget omskifteligt og dermed giver store variationer i temperatur og luftfugtighed. Den dybereliggende årsag til problematikken er så vidt vides endnu ikke fundet og det på trods af talrige længerevarende metallurgiske undersøgelser, hvor især tyske videnskabsmænd igennem tiden har ledt intenst efter hemmeligheden. Tilsyneladende forgæves.

Et foto fra NIELS-MODELTOG.dk's eget anlæg Svenstrup H indikerer, at problemet er ganske nærværende:

2016apr01 

2 stk ældre Märklin C-skinner R2, 24230.

 

De mere almindelige forekommende problemer med den generelle tilsnavsning af modelbaner har tidligere været behandlet i denne artikel på indeværende hjemmeside. 

Tilfældigvis blev jeg for ganske nyligt opmærksom på et middel, der ifølge producentens oplysninger skulle kunne afbøde og endda forhindre ovennævnte gradvise ødelæggelse af ens kæreste eje - nemlig en såkaldt skinnelak.

Det var under en forretningsrejse sydpå jeg faldt over produktet og dette under et hastigt besluttet besøg i en sidegade-modeltogsforretning. Stedet var den lille tyske by Klarburg am Spurensee. Den lille mærkelige flaske med det interessante indhold stod i butikken gemt godt af vejen på en af de allerbageste hylder, mellem gamle bulede bliktog og modelhuse i underlige og for mig ukendte skalaforhold. Indehaveren i forretningen - en tynd olding med klare blå øjne og langt hvidt Miraculix-agtigt skæg, kunne - eller ville - intet oplyse mig om produktet. Eller også magtede jeg blot ikke at forstå hans mærkelige og smågryntende midt-germanske dialekt. Prisen var angivet på den lille støvede papæske til 1,20 Reichsmark.

Vel hjemme i Danmark igen, blev flasken straks undersøgt nærmere. Produktet med navnet "Laque de Voie Ferrée" indikerede, at indholdet kunne være af sydlandsk oprindelse, men en række søgninger på internettet på den angivne producents data har ikke kunnet bekræfte dette. 

2016 april1 

Her er flasken netop taget ud af emballagen. 

 

Ud fra flaskens bagsideetiket kunne jeg læse mig frem til, at indholdet efter en kraftig omrystning skulle påføres i 1-2 lag på alle skinneprofilerne. Dette bedst med en pensel i størrelse 00, således at mindst muligt af skinnelakken ville gå til spilde under behandlingen. Efter et døgns tørretid, ville skinnerne igen kunne befares.

2016 april2 

Brugsanvisningen.

 

Hældt op i en lille skål, mindede indholdets konsistens mig mest af alt om en blanding af harsk kartoffelsuppe og ingefærsnaps; dog med en noget særpræget duft i retning af halvlunkent Kölnervand. Jeg kom straks til at tænke på et vandrerhjem i det tidligere Jugoslavien, hvor jeg en gang i mine unge dage havde overnattet.

Produktet afprøvedes med det samme - og dette helt uproblematisk - på et af de ovennævnte C-skinnestykker. Dagen efter så resultatet således ud:

2016 april4

Ældre C-skinne behandlet med universal skinnelakken.

 

Effekten var umiddelbart ganske overbevisende og jeg besluttede mig således for at nedtage hele min modelbane og overfladebehandle samtlige skinnestykker:

2016 april5

 

Det har i sagens natur endnu ikke været muligt at dokumentere eller eftervise holdbarheden ved behandlingen med skinnelakken, men intet tyder på at der ikke kan spores en vis effekt. I alt fald er lugten i mit modelbaneværelse nu markant anderledes end før. Desuden mener jeg at have kunnet registrere en faldende tendens til afsporinger af større danske diesellokomotiver, men det statistiske grundlag er endnu ikke fyldestgørende til at kunne notere dette som en dokumenteret forbedring.

Skulle nogen af læserne have erfaringer med dette eller tilsvarende produkter, hører jeg gerne herom.

På NIELS-MODELTOG.dk vil der naturligvis blive fulgt op på langtidsvirkningerne af "Laque de Voie Ferrée" - forventeligt inden for det kommende år.

 

Niels, april 2016.   

 

Gå til forside