Niels-Modeltog

Modeljernbane * Model Railway * Modelleisenbahn

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Print PDF

Besøg hos SvMJK

I forbindelse med Mortens (Klarsyn) verserende byggeri af færgen Kong Frederik IX i skala H0, blev han hen over vinteren 2017 kontaktet af formanden Henrik fra Svendborg Modeljernbaneklub. Henrik er selv færgebygger, dog i den mindre skala N og var specielt imponeret over Mortens geniale hjemmelavede "færge-vindueshul-smelte-værktøj." En invitation til Jernbanomanisk Selskab om at besøge klubben var efterfølgende straks i hus.

Fulde af forventning drog Morten og undertegnede afsted den 10. maj mod det sydfynske, nærmere betegnet Sørup, hvor klubben har til huse. Desværre havde den resterende halvdel af JBMI ikke mulighed for at deltage i arrangementet.

SvMJK 01

 

Klubben deler domicil med et IT firma, hvor klubben residerer i hele kælderetagen. Allerede ved indgangspartiet, er man klar over, at der ikke er tale om en frimærkeklub:

SvMJK 02

 

Kælderen er foruden selve modelbanerummet, indrettet med en række mindre rum, der tjener som værksteder, lager, toilet, malekabine og samlingsstue. Her det ene hyggelige værksted:

SvMJK 03

 

Og nu til selve modelbanen. Denne er placeret i et langstrakt rum (vel omtrendligt 5x20 meter), hvilket åbner mulighed for et spændende arrangement:

SvMJK 04

 

Svendborg Modeljernbaneklub har lidt over 20 år på bagen og har tidligere haft til huse i lokaler på Thurø. Similært til andre klubber, har man især i de tidlige år levet af den lokale kommunes "nåde" og dermed måttet flytte til andre lokaler, når besparelserne blev for nærgående. For nuværende har klubben dog en nogenlunde velfungerende økonomi og modtager bla. sponsorater fra forskellige lokale institutioner/virksomheder.

Der køres 3-skinne H0 på Märklins K-skinner. Som det er tilfældet i mange andre klubber, ejer klubben anlægget, mens medlemmerne selv medbringer det kørende materiel. Man har valgt at bibeholde analog drift, på trods af at flere af medlemmerne har erfaring ud i digitalisering. Således er anlægget opbygget med velkendt relæ-teknik og kontrolleres af et større antal analoge kørepulte. Totalt er der omkring et par hundrede meter spor og anlægget kan håndtere 6-7 samtidigt kørende tog. Til dette kræves en bemanding på mindst 3 mand, primært ved de 2 største stationers sporpulte, samt en mand til "det løse". Med omkring 20 medlemmer i klubben, er dette ikke noget større problem.

 Anlægget er langt fra færdigbygget, men som nævnt muligt at afvikle drift på. Den ene flanke er således under opbygning, men sporplanen ligger i store træk fast:

SvMJK 05

  

 Her følger en række detaljer, "uret rundt". Først den ene endebanegård:

SvMJK 09

 

Avanceret sporpult for unavngivet station, ca. midt på anlægget:

SvMJK 10 

 

Flot lastbil i model fra et kendt fynsk vognmandsfirma. Grundmodellen er fra AWM og er detaljeret med lys og læssebagsmæk:

SvMJK 11

 

Smuk hvidkalket landsbykirke, bygget af et af klubbens medlemmer:

SvMJK 12

 

Intet modelbaneanlæg, uden en passende stor rundremise:

SvMJK 13

 

Også hjemmebyggede signaler har fundet vej til SvMJK. Signalet er tegnet af et af klubbens medlemmer og efterfølgende 3D printet hos Shapeways. Det forlyder, at det på et tidspunkt vil være muligt at købe disse. Styringen forgår via den tilhørende stations sporpult. En flot detalje på anlægget:

SvMJK 14

 

Der bygges på anlægget - også i skala H0. Arbejdsblink på kran og traktor styres via mikroprocessorer:

SvMJK 15

 

I rolige landlige omgivelser har nogen opslået en hyggelig lejrplads. Bålet blusser lystigt og pølserne på stegepanden er næsten klar. Alt er hjemmelavet. Flot, flot:

SvMJK 16

 

Det lokale Hvidkilde Slot, må naturligvis ikke mangle. Smukt beliggende ved søen, der er malet som baggrundskulisse:

SvMJK 17

 

Tilbage til teknikken. Skyggebanegårdene er naturligvis video-overvågede:

SvMJK 18

 

Stolt står de danske sømænd. Flåden holder parade på kajen i den lille havn:

SvMJK 19

 

Et sidste billede fra en anlægsdel, der endnu er under opbygning. Her en "snyde-tunnel", hvor toget ikke kommer kørende ud, på det sted hvor betragteren ellers ville forvente det:

SvMJK 20

 

Morten i afslappet passiar med et par klubmedlemmer:

SvMJK 30

 

Således forløb en onsdag aften i maj på bedste vis og der skal herfra lyde en stor tak til Svendborg Modeljernbaneklub og især til de tilstedeværende medlemmer for velvilligt at have brugt deres tid på vores besøg. Tak for en masse hyggelig modelsnak og til klubmedlem Vivi for en utrolig lækker lagkage til kaffen (vi kommer gerne igen). Og klubben ønskes god vind fremover.

SvMJK 01

Niels, maj 2017

 

Gå til menu.