Det ny Svenstrup H - del 4
fortsat fra del 3.
Hen over vintermånederne i starten af 2015 er der stadig gang i ballastudlægningen på Svenstrup H. Anvendelsen af Märklins C-skinner gør processen noget tidskrævende, men er man en gang begyndt, er der ingen vej tilbage. Som nævnt i forrige artikel har mit yndlings topkrydderi nr. 4076 fra Hobbytrade længe været vanskeligt at fremskaffe, så der må eksperimenteres med andre produkter og jeg har således indkøbt skærver fra bla. ER-Decor, Busch og Noch til test. Jeg er dog i skrivende stund blevet lovet en dåse 4076 fra Morten, hvilket jeg ser frem til at kunne drysse om mig med.
Alle modelbanefolk ved at sporskiftemekanik er følsomt udstyr og at lim og skærver skal holdes langt væk herfra. Alligevel lykkedes det mig at få spildt en enkelt dråbe hvid lim ned i drevet til indkørselsskiftet til spor 1+2 (skifte nr. SV41), så det sad urokkeligt fast. Ret dumt, men der var ingen anden vej end at skifte hele sporskiftet ud:
Efter en lille times anstrengelser kunne det nye 24711 sporskifte så monteres:
Der må passes bedre på næste gang der ballasteres. Hastigt arbejder banebørsterne sig i retning mod Bakkedal:
Det er vigtigt at skinneprofilerne efter at ballasteringen er udført, afrenses grundigt med rent vand for at fjerne uundgåelige sæberester. Det tog mig lidt tid at erindre/erkende dette problem, alt imens jeg gik og bandede indvendigt over, hvorfor mit gamle testlokomotiv kørte rigtigt dårligt på de ellers helt nylagte skinner...
Sporlægningen lægges nu på hylden for en stund og i stedet skal der ses på selve Svenstrup bys nye hovedbanegård. Denne vil på det færdige anlæg ligge lidt svært tilgængeligt, hvorfor det af indlysende årsager er smartest at færdigbygge dette område allerede nu.
Efter en del overvejelse blev ideen med en decideret overbygning af stationen hen over perronsporene droppet (se artikel 3) og i stedet vælges at fremstille en hal, hvor den ene gavl støder helt op mod kulissen. Stilmæssigt antages dette at passe noget bedre sammen med den tiltænkte stationsbygning, men vil også være en hel del vanskeligere at fremstille, da hallen må rettes ind efter den vinklede bagflade. I reglen er det oftest lettere at bygge noget nyt fra grunden, end at modificere på en eksisterende konstruktion, men lidt trøst og inspiration blev dog fundet i et ældre nummer af MIBA (03-11), hvor en modelbygger på et noget større tysk anlæg havde kastet sig over et lignende koncept.
En anden, men absolut relevant detalje er, at ændringen berører passagerernes adkomstforhold til spor 3-5. Da der nu ikke bliver bygget en lukket gangvej hen over sporene, må der i stedet indtænkes en perrontunnel eller en gangbro.
Til perronhal-formålet er valgt Kibri/Viessmanns klassiker nr. 39568 (tidl. 9568) - Bahnsteighalle Kienbach. Primært fordi denne model ikke virker alt for voldsom i sine proportioner, men også fordi den forekom at kunne tilpasses mit lidt specielle banegårdshjørne, uden alt for mange besværlige tilskæringer. Ud over dette synes jeg hallen ligner noget der godt kunne forefindes på en dansk station. Byggesættet er desuden med sine knap 250 kr rimeligt i anskaffelsespris.
I sporplanen ser det opdaterede banegårdsarrangement nu således ud:
I første omgang var der indkøbt 2 byggesæt, men med ovenstående ændring var der behov for et 3'de:
Ved en umiddelbar sammenstilling af hovedelementerne fra de 2 af æskerne, står det klart at sættet fra Kibris side på ingen måde er tiltænkt at skulle kunne udvides i størrelse. Og især ikke i bredden, dvs. med det formål at kunne dække over flere parallelle spor. Altså er der ingen anden vej frem end kit-bashing:
NIELS-MODELTOG.dk kaster sig derfor fortrøstningsfuldt i gang med at bearbejde delene:
"Det første snit er altid det værste", som hjernekirurgerne siger, og efter at den ene række vinduer er bortskåret og spær og tagrender er tilpasset, ser det hele straks lidt lysere ud. Delene kan nu limes sammen og det omfattende malearbejde gå igang:
Mens limen hærder og den dannebrogsrøde H133 maling tørrer, fremstilles betonvæggen, der skal erstatte den bageste række bærende søjler og lukke af for udsynet mod kulissen i passagerernes øjenhøjde. Et stykke 1.5 mm plastcard på en god halv meter og dertil diverse ditto strimler, sættes sammen til en helhed. Der bliver ingen flotte buede arkader, men kun en god gammeldags grå, trist dansk betonvæg, malet i Humbrol Mat Seagray:
Den blå himmel bortskæres lokalt og pladen fastgøres på kulissen med en passende mængde montagelim:
Højden på bagvæggen er naturligvis i forvejen afstemt med Kibris medleverede søjler, der ved hjælp af mellemstykker kan udføres 48+7=55 mm høje. Derved bliver gennemkørselshøjden 60 mm, hvilket ganske passende er præcist 1 mm over NEM normernes minimumskrav for H0.
Under montagen af betonvæggen slog det mig, at nogle små "hægter" af plastcard på toppen ville kunne sikre hele perronhallen mod et utilsigtet kollaps, så disse blev skyndsomt påsat:
Ligeledes måtte en ordentlig befæstigelse i perronoverfladerne være at foretrække, hvorfor små plastbøs ø5/3 blev støbt ned i asfalten ved hver af de 18 bærende søjler:
Det var nu tid til at montere den tredie spærsektion - dette således at facaden mod betragteren blev udført med størst mulig længde (ca. 21 cm). Bagkanten blev målt op og spærene savet over med minisliberen:
Hele konstruktionen føltes lige nu ganske ustabil og hurtigt måtte en endegavl fremstilles og påsættes:
Efter endnu en uendelig lang omgang malearbejde, hvorunder jeg besluttede mig for snarest muligt at investere i en Airbrush, var det endelig tid til en prøveopstilling in situ:
De 4 små lapper bevirker ganske som antaget, at hallen står urokkeligt fast på sine søjler og støttemuren. Og gavlen af plastcard omslutter gennemkørselshullet i kulissen på en passende diskret måde. Så langt så godt og ganske tilfreds med resultatet kunne hallen nu igen nedtages og sendes til yderligere detaljering.
Første step i den proces er de store ovenlysvinduer. Disse bør monteres før de øverste tagflader, hvilket ikke fremgår specielt tydeligt af Kibris byggevejledning. De 12 rammer er støbt i en meget mørk plast:
og de må derfor først en tur til maleren. Der short-cuttes med en dåse hvid spraymaling - naturligvis påført udendørs i vinterkulden og hurtigt bragt indendøre til tørring:
Ikke alt i et så stort projekt forløber glat og i den ene æske lå et ødelagt vinduesglas:
Kibri ville helt sikkert på opfordring og uden betænkning have sendt mig et nyt stykke glas, men med en smule held ville det knækkede stykke kunne bruges i afskåret stand til den bageste række vinduer - dog med en enkelt synlig revne. Dette ville sådan set kun påføre bygningen en smule patina, så der fortsættes ufortrødent:
De to midterste rækker tagvinduer må tilpasses i højden for at kunne finde plads. Ca. 4 mm skæres af den ene række, men strengt taget burde begge rækker reduceres en anelse i højden. Dovenskaben kom her over mig:
Tagpappet er lagt på og vinduerne fæstnet, og enkelte mindre revner kan nu spartles:
Efter at tagpappet har fået en gang matsort Humbrol og vinduessprosserne langs siden en ditto hvid enamel, kan hele molevitten vendes om på ryggen.
Søjlerne på midterperronen må flyttes en anelse sideværts, da det ellers vil se ud som om hele konstruktionen er i ubalance. De små indstøbte styretappe erstattes derfor af små stumper messingrør, der limes ned i en stribe ø2 huller. Det er tanken at søjlerne til allersidst skal limes fast i spærene, inden det hele opstilles på perronerne, da det med stor sandsynlighed ellers vil være ret vanskeligt at få de 18 søjler til at stå pænt på række:
Med påmonterede glasgavle, side- og ovenlysvinduer begynder det hele at ligne noget og disse dele er heldigvis yderligere med til at stabilisere bygningen:
Ingen perronhal uden en passende belysning, så hos NiceLed bestilles en stak af de 1.8 mm varmhvide dioder, jeg høstede gode erfaringer med ved byggeriet af færgen M/F Lolland. Mit bedste bud vil være 4 rækker med ialt 12-15 lamper, der placeres i rækker lige i overgangen mellem vinduer og tagpap taget. Dioderne maskeres først med sort maling på bagsiden:
Ved simpelhen at prøve mig frem, findes passende formodstande til dioderne. Disse ender på 2.2 kOhm idet der regnes med en driftspænding på 9 volt til belysningsformål. For at skjule ledningerne bedst muligt, limes dioderne fast på tynde strimler plastcard. Korte stykker ø5 plastrør skal gøre det ud for lampeskærme:
Og det hele maskeres som altid med sort maling:
Mens dette tørrer, kan der arbejdes lidt med perronhallens gavle. En række vindskedebrædder vil helt klart forskønne udseendet gevaldigt, og disse fremstilles let af 0.5 mm plastcard:
I den modsatte ende af bygningen er de 2 store indvendige gavle oplagte at sælge til reklameformål... På internettet findes et par klassiske danske reklamer og disse udskrives på laserprinteren:
Igen må skildpadden om på ryggen - denne gang for at "lysskinnerne" kan monteres under det sorte perrontag. Til en start er det noget af en gang lednings-spaghetti:
men når ledningerne er loddet sammen og ført ud et passende usynligt sted, dvs. bag den kommende stationsbygning, ser det hele straks mere gennemført ud:
Perronhallen er nu så godt som færdig, men der er et stykke vej endnu før den kan monteres på sin tiltænkte plads, så der arbejdes skyndsomt videre med udførelsen af selve perronerne. Til udsmykningen her skal der bruges store mængder af tilbehør og ønsker man at udseendet skal være tydeligt dansk, må rigtigt meget af dette egenfremstilles.
Der lægges ud med trappenedgangene til perrontunnelen. Sådanne følger der dele til i Kibris byggesæt, men trapper og huller for gelændersceptrene er indstøbt direkte som en del af de tysk udseende perroner. Den store hobbykniv må derfor frem og et passende område forsigtigt skæres ud:
I perron 1 og 2 bores og files et par rektangulære huller og de færdigmalede trappenedgange kan derefter fastlimes:
Kanten foran trapperne er malet creme-gul H103 for at fremhæve de ægte Bornholmske klinker, hvorefter området kan spartles og asfalteres. Oprindeligt (dvs. i artikel 3) var overfladen malet med vandfarve, men denne har vist sig at være for uholdbar, så jeg er gået over til Fallers Straßen-farbe:
Perronen ved spor 5 er for smal til en trappenedgang, så i stedet fremstilles et lille smalt indgangsparti med 2 døre, der vil kunne føre passagerne til en indvendig trappe:
Som nævnt skal der skal bruges et hav af spændende løsdele til stationen - alt lige fra infotavler, ure, bænke og elkasser til skraldespande og evt. en pølsevogn. Visse af Kibris løsdele kan godt anvendes på en dansk station og skal således ændres i begrænset omfang eller blot males. De nedenfor viste klippekortsautomater er dog for moderne til at kunne finde plads på Svenstrup H.
Af 1 grimt perronur fra rodekassen, kan der sagtens blive 2 pæne... Hertil kræves blot et par 5 mm spændeskiver, lidt plastcard, spartelmasse og lim:
Inde under perrontaget, må man naturligvis også kunne følge med tiden. Der laves et par ure af spændeskiver og plastcard. Urskiverne kan downloades gratis fra Viessmanns hjemmeside:
DSB infotavlerne laves af 0.8 mm plastcard og små stumper 1.5 mm messingrør:
Tilsvarende laves DSB lignende plakattavler, der udsmykkes med forskellige tidstypiske billeder fra slutningen af 1970'erne. Internettet er heldigvis en guldgrube:
Hvad kan der mon blive ud af disse 2 bunker plastik?
Det ku ligne en slags skur...
Aha! Et par små venterum til perronerne - ja naturligvis, det skal der helt klart være:
De 2 ventesale skal foregive at have mange år på bagen, inden de i 70'erne er blevet shinet-up i den rød-sorte design maling. I samme omgang er de blevet udstyret med moderne adgangsdøre i glas og sådanne kan heldigvis let produceres i 0.8 mm plastcard:
Under renoveringen er den indvendige belysning ligeledes blevet moderniseret. En varm-hvid LED med en kraftig formodstand på 18kOhm giver her et passende svagt lys:
Slutteligt kan det flade tag pålimes og en stump Auhagen nedløbsrør fra rodekassen fuldende opgaven:
Jeg vil bestemt ikke hævde at de 2 venterum er blevet specielt prangende, men synes dog at de rammer stemningen fra dansk jernbane anno 1978 rimeligt godt. Så mens der nu alligevel er godt gang i anvendelsen af overskudsmaterialerne fra byggeriet af M/F Lolland, kan der lige så godt fortsættes med en lille kiosk til perron 2. En sådan bygning må ikke være for stor, da den skal kunne indpasses mellem perronhallens bærende søjler, dvs. længden må maksimalt være ca. 65 mm.
Igen udskæres alle dele før samlingen påbegyndes. TIP: Et lille hjemmelavet byggesæt er perfekt, hvis man eksempelvis skal på ferie og gerne vil have lidt modelbanerelaterede småting med på rejsen - bare for at kunne dulme de værste abstinenser...
Gulv og vægge samles let og der monteres en indvendig skillevæg, der skaber et lille-bitte baglokale til kioskens personale. En dør fra rodekassen er eneste adkomst mulighed - denne males i en kedelig lys grå nuance:
Interiøret bliver karrygult og de 2 serveringsdiske males med sølvfarve, der efterfølgende forsigtigt poleres blanke med en vatpind. En enkelt LED må være tilstrækkeligt til belysningen og baglokalet lægger rum til formodstanden.
Hvorfor ham den afskallede fyr er ved at skubbe kiosken ned af min jernklods, kan jeg ikke helt gennemskue:
Arh jo! Den tidligere WWII Royal Air Force flyversoldat har fået job som kioskbestyrer! Men inden da må han først renses af for blå farve, indtil han er lige så nøgen som den morgen for over 40 år siden, hvor han kom ud af sprøjtestøbemaskinen på Airfix fabrikken. Man må genbruge hvor man kan...
Iklædt sin nye uniform, plantes han solidt bag disken i en klat lim og efter at tag, affaldsspande og reklamer er påsat, er kiosken klar til at betjene de første rejsende:
Sku' det være en Haps-dog, mens De venter? Nej, den slags var lige knapt opfundet i 1978...
Men tiden løber og der mangler endnu at blive fremstillet en lang række dele.
Igen tyes der til de billige lygtepæle fra TrendGigant til perronerne og disse udstyres med små beslag for spor nr. skilte og males lys grå:
Afgangstavlerne (flip-skilte) designes i et CAD system og limes på passende sortmalede kasser. Standerne laves af ø1.5 mm metaltråd:
Tavlerne for spor 1 og 3 på billedet, er påsat forkert og blev senere udført spejlvendt.
Sidst, men ikke mindst skal der naturligvis en stak passagerer og lidt synligt DSB personale til - sidstnævnte fandtes nemlig på stationerne i min epoke... Figurerne tages fra et Noch "Bahnhof-sæt", hvor de tyske kasketter forsigtigt slibes til, så de bliver mere "flade" i toppen. Pas godt på, at hovedet på de uniformerede mænd ikke knækker af under denne behandling! Humbrol H160, German Camouflage Red Brown, var den kulør i min beauty-box som virkede mest velegnet til forvandlingsopgaven:
De brune uniformer var et markant indslag i jernbanebilledet for en stor del af DSB's personale i perioden 1973 til 1980. Om de var pæne er nok diskutabelt, men man glemmer man dem aldrig, hvis man en gang har set dem. NIELS-MODELTOG.dk tillader sig at bringe et link til et billede af Henrik Bang Jensen fra MY-Veterantog i flot brun uniform.
Efter godt et halvt års intenst arbejde kan Svenstrup Hovedbanegård endeligt tages i brug. Som ved alle store byggerier er der dog ved afleveringen en lang restpunktliste, der vil kræve en større indsats at få afklaret henover de kommende måneder. Eksempelvis selve stationsbygningen, der overhovedet ikke er påbegyndt. Eller de manglende I, U og PU signaler, der må antages at være essentielle for jernbanedriften af stationen. Ud over lidt tilretninger hist og pist og en række mindre udsmykningsdele, savnes desuden en passende relief-kulisse bag perronen ved spor 5.
Med andre ord, er der nok at gå i gang med, men pt. ser det hele således ud:
Intercitytoget med afgang kl.17.52 til Frederikshavn er netop ankommet på Spor 5:
Og til allersidst lidt detaljer:
Niels, Juni 2015.
Fortsæt til del 5.