Det ny Svenstrup H - del 2

Lysegrå stiplede spor = ikke synlige, mørkegrå spor = synlige og ikke synlige ramper...

Den skjulte opstillingsbanegård placeres på en x-finer plade som vist på tegningen - 130 mm under den fastlagte højdekote 0. Der lægges 3 depotspor og eet spor til gennemkørsel, men grundpladen udføres så der er plads til senere at udvide med mindst et ekstra depotspor. 90 grader svinget vil dog skabe lidt udfordringer pga. de snævre pladsforhold, så dette bliver nok aldrig realiseret:

Grundplade for opstillingsbanegården.

På trods af de egentligt ganske neutrale blå kældervægge, er det planen at anlægget skal omkranses af en eller anden form for malede kulisser. Det er ikke helt besluttet endnu hvordan disse skal ende med at se ud, men bedst er det at indtænke selve baggrundspladerne allerede nu, da en senere montage af disse vil være rimeligt vanskelig. For at skjule selve opkørslen til Svenstrup Hovedbanegård, laves kulissen af 9 mm x-finer plade, der fastgøres på en af lægterne i underbygningen. Forinden er de 2 nødvendige huller til gennemkørsel udsavet:

Kulisse bag Svenstrup by. Hullet til venstre er til gennemkørsel af 3 parallelle spor i niveau 0. Det højre er naturligvis placeret en smule lavere

Der fortsættes med at fremstille de lodrette kanter på anlægget, der udsaves af høvlede brædder. Måske en relativt kostbar løsning, men til gengæng skrider arbejdet raskt fremad, når der hovedsageligt kun skal afsaves "på længden". Brædderne fastgøres med små vinkelbeslag eller stumper af lægte på understellets "L-girdere":

Der må være en kant...

Højdekote nul er som allerede omtalt, defineret til at være på oversiden af de 9 mm plader, der er skruet oven på et høvlet kantbræt med dimensionen 120x15. Dvs. knapt 130 mm, hertil kommer 4 mm støjdæmpning og Märklin C-skinnernes egen højde på ca. 10 mm.

Hvor nedkørslen under Svenstrup by skal være, kræves der dog en smule mere højde, hvorfor der må anvendes et større bræt til forkanten. Et sådant er desværre ikke helt billigt, men der skal heldigvis kun anvendes et par meter ialt:

21x170 bræt, der er høvlet ned til 165 mm. Grundfladen bliver derved 45 mm højere end kote 0 i den forreste del af landskabet. Optisk set en lidt utraditionel løsning.

Selve den enkeltsporede nedkørsel udsaves på klassisk vis af finer og klodses op iht. sporplanens højdemål. Der monteres bløde kanter på siderne, så en evt. afsporing ikke medfører et frit fald i dybet. Stigningen er ca. 2.5 % over en strækning på godt 2 meter, hvilket ethvert stykke kørende materiel burde kunne klare:

Nedtur...

Alle modelbaneanlæg, uanset det valgte skinnesystem, bør udføres med støjdæmpende foranstaltninger. Jeg har valgt at bruge 4 mm grønt tæppeunderlag, der dels er relativt billigt, dels har en passende tykkelse og dels er meget let at bearbejde med en hobbykniv. En pakke med et rigeligt antal kvadratmetre koster omkring 200 kr og støjdæmpningen synes jeg forekommer udmærket. Tykkelsen på 4 mm gør desuden at man kan fastgøre skinnerne med Märklins små C-skinne-skruer, uden at de får fat i den underliggende x-finer og dermed overfører støj til underbygningen.

De udskårne stykker limes fast med almindelig billig glasvævlim, da det jo er med at spare hvor man kan:

 Græssåning i opstillingsbanegården...

Rundt langs væggene monteres flere kulissebaggrundsplader af billig 3 mm masonitplade. Disse fastskrues langs overkanten med rundhovedede skruer :

Vægkulisserne må tilpasses ved vinduet.

I samlingen mellem de vægmonterede kulisser og den fritstående kulisse pålimes en trekantet liste, så der ikke fremstår et "skarpt" og meget synligt indvendigt hjørne:

Hjørnesamling. Kulissens største højde over kote 0 vil være ca. 40 cm, hvilket ganske passende vil være en smule højere end tårnet på byens kommende domkirke...

På "øen" skal der være en lav kulisse, der visuelt adskiller området på langs. Der udsaves et passende hak, henover området hvor skyggebanegården er placeret og det forreste hjørne affases i en passende stor trekant. Tricket er at minimere antallet af rette vinkler i anlægget:

Nok en kulisse...

Her er kulissen kommet på plads og denne afstives af grundpladen for den kommende Bakkedal Station:

Faconen på "kassen" forekommer på en eller anden måde en smule makaber...

Pladerne over skyggebanegården (Mørkelund) er her lagt løst på for at blive tilpasset anlæggets omrids:

Det begynder trods alt at ligne noget brugbart...

Pladerne over området må naturligvis afmonteres for at kunne lægge spor. Hele risten positioneres præcist, før en del af skinnerne fastgøres i underlaget:

Indkørsel fra Svenstrup.

Alle nyindkøbte og brugte dele fra det oprindelige Svenstrup H er blevet pænt sorteret og lagt frem inden for behagelig rækkevidde, så det er let og hurtigt at finde de rette stumper:

På rad og række...

Når skinnerne ligger som tiltænkt på sporplanen, markeres omridset med en tusch på det grønne underlag:

Indkørsel fra Bakkedal

Med jernbaneselskabets pt. længste vogn - en 24,5 meter Bns - testes at fritrumsprofilet ifølge NEM103 overalt er overholdt:

Een cm bør vel være nok...

Selvom det koster en smule besvær er det en god ide at save servicehuller under sine skiftespor, så de elektriske drev vil kunne skiftes i tilfælde af fejlfunktion. De ældste af mine drev har små 15 år på bagen og jeg har 7-9-13 aldrig oplevet problemer, men Märklins C-skinnedrev har ikke det bedste ry, så man ved jo aldrig. Hullerne mærkes let op efter en papirskabelon og udsaves derefter med en elektrisk stiksav:

Pas på hullet...

De 3 opstillingsspor på Mørkelund Opstillingsbangård vil være gemt helt af vejen i det endelige modelbanelandskab og må derfor udføres med et visuelt indikativt, dvs. elektrisk sporbesættelses-meldesystem. Alle sporskifters aktuelle stilling skal ligeledes også kunne overvåges ude fra. Tanken er at lave dette arrangement simplest muligt ved hjælp af lysdioder og vippekontakter, der monteres i en lille sportavle. Der anvendes derfor den såkaldte KISS-teknologi (Keep It Simple Stupid). En mere advanceret metode til at styre sporskifterne kunne have været ved hjælp af en diodematrix, der kontrollerede enhver tænkelig togvej via trykknapper, men her vælges altså den nemme løsning. Vippekontaktløsningen kan vel at mærke kun fungere fordi Märklins drev har en endeafbryder-funktion for spolerne.

Med Märklin 3-skinne systemet er det i princippet ret enkelt at fraisolere den ene skinnestreng fra den anden og dermed opnå mulighed for at lade et hjulsæt danne elektrisk forbindelse gennem en pære eller lysdiode. I praksis er det dog en smule mere besværligt end som så, med de her anvendte C-skinner. Og man skal i parentes bemærket lige huske at alt kørende materiel skal have uisolerede hjulsæt monteret - ellers fungerer konstruktionen ikke.

Hvert af de 3 depotspor udstyres med hver 3 kontaktskinner/områder, dvs. 3 lysdioder, der vil kunne bruges til langsomt, men relativt sikkert at navigere en togstamme ind på P-pladsen. I begge ender af sporafsnittet tilsluttes via kontaktsporet en gul lysdiode, der skal indikere at indkørsel til sporet er igang. Disse 2 afsnit har en længde svarende til en enkelt skinnes længde, dvs. knapt 20 cm. Straks efter kommer togstammen ind i selve parkeringsafsnittet og en rød lysdiode indikerer dette. Når den første gule lysdiode slukkes er togstammen på plads og kan standses. Skulle den gule diode i den modsatte ende begynde at lyse op, er togstammen kørt for langt frem. Lyser de 2 gule dioder samtidig er toget for langt til at kunne parkeres på det valgte depotspor. Keine Hexerei - principperne er opfundet længe før Bill Gates lærte at stave til DOS...

I gennemkørselssporet monteres en enkelt grøn lysdiode styret af kontaktskinnen mærket K-01, men denne er strengt taget ikke nødvendig for driften. Det vil dog under kørslen med anlægget være betryggende at kunne se at et gennemkørende tog er på rette vej:

Mørkelund opstillingsbanegård. Sporbesættelsesdioder er her kun vist for spor 3. Gennemkørsel på det venstre spor G.

Alle skinnerne må således tages op igen og forbindelserne mellem de 2 skinnestrenge klippes over. Dette lille "hvide snit" foretages på undersiden ved den tværgående forbindelse tæt ved de elektriske forbindelseslasker på over 50 C-skinne stykker i diverse størrelser - glem alt om det økonomiske aspekt i en sådan manøvre... Samtidig må det huskes at montere Märklins små røde "plastikdimser", der ellers normalt betegnes midterlederisolatorer, men rent faktisk her anvendes til at fraisolere den valgte besatmelde-nulleder. Jeg vælger at lade den bagerste skinne være i kontakt med massen (0 VAC) på resten af anlægget og laver således sporbesættelses meldingerne fra skinnestrengene forrest mod tilskueren (små huskeregler gør opgaven lettere). Vha. fladstik forbindes ledningerne hen til sportavlen, der placeres i den indvendige del af 90 graders svinget.

Teste, teste, teste...

Hele operationen gentages spejlvendt i den modsatte ende af risten og slutteligt forlænges sporskiftedrevenes fastmonterede blå ledninger hen til sportavlen. Tilsvarende forbindes alle drevenes gule ledninger (fase) til en fælles forsyning, hvor der her anvendes en gammel jernkerne Conrad power supply med et output på 18VAC. Der skal ikke her anvendes digital kørestrøm til at skifte spor med, selvom det havde forenklet ledningsføringen betragteligt:

Første køretur i halvmørket på den nye rist..

Skjult under anlægget monteres en lille praktisk hylde, hvor diverse transformere mv. til anlægget kan placeres: 

Power-hylde..

Det er nu blevet tid til at fremstille sportavlen til skyggebanegården. I et CAD system designes en lille tavle med dimensioner, der passer i en TEKO362 skråpult:

Simplere kan det næppe laves.

Selve fremstillingen af en enkelt skinnes sporbesættelsesmelder kan laves mere eller mindre sofistikeret og er beskrevet på talrige hjemmesider, eks. på modelbanekollegaen http://www.jornebanen.dk/. Mine spormeldere har jeg strikket således sammen:

Sporbesættelsesmodul

Der må en ensretning af kørestrømmen til for at lysdioderne ikke står og flimrer, hvilket let laves med en diodebro. Lysdioderne kræver formodstande på en 2-3 kOhm, værdien er dog ikke kritisk. Elektronikken til de ialt 10 sporbesatmeldere monteres lettest på et stykke veroboard:

8 ud af 10 spormeldere 

Lidt efterrationalisering viser, at der godt kunne have været sparet nogen komponenter ved at lave en fælles ensretning af kørestrømmen før tilslutning til de enkelte meldemoduler, men dioderne skulle således dimensioneres til væsentligt større belastning, da alle 10 LEDs i værste fald vil kunne lyse samtidigt. Småsignaldioderne koster dog heldigvis kun 20 øre stykket, så omfanget af skaden er begrænset.

Som nævnt er det planen at anvende vippeafbrydere til betjening af sporskiftene og der testes derfor forskellige 1-polede udgaver, her med og uden fjederretur til centerstillingen:

Til sportavlen vælges der 1-polede afbrydere af typen MO-OFF-MO.

Som ved sporbesatmelderne er det nødvendigt med lidt tilhørende elektronik for at få lysdioderne til sporskifteindikeringen til at fungere sammen med vekselstrømmen. Af en eller anden grund virker den "rene" vekselstrøm dog lettere at bruge til indikeringsformål end den digitale kørestrøm:

Sporskiftemodul

Delene loddes direkte på afbryderne, der forinden er monteret i låget på skråpulten. Metallåget er her udskiftet med en 1.5 mm plastplade for at undgå eventuelle problemer med kortslutninger via kontakterne. Selve printet af tavlen er blevet plastlamineret og huller til kontakter og dioder er efterfølgende stanset ud med min gamle hultang:

sportavledele.

Hver gang jeg har beskæftiget mig med at lave elektronik på print slår det mig, at det mest tricky sjældent er at samle selve elektronikken, men derimod udførelsen af  "interfacet" til omgivelserne. Med andre ord at få lavet en opstilling, der ved den endelige installation på modelbanen ikke kræver at man ligger på ryggen på gulvet og skal fastlodde flere hundrede ledninger hen over hovedet! Pointen er, at man fra begyndelsen bør udtænke en konstruktion, der let kan integreres i modelbaneanlægget. De mange ledninger mellem pult og anlæg (her omkring 25 stk) bør således samles ved hjælp af klemrækker eller små fladstik. Men kan man komme til at lodde ledningerne sammen på enkel vis, er dette naturligvis den billigste løsning.

Printet med spormeldemodulerne monteres i kabinettet og loddes til lysdioderne. Efterfølgende forbindes vippeafbryderne med dioder og modstande og videre til et stykke veroboard, der tjener som samlingspunkt for de udefra kommende ledninger:

Der testes endnu en gang

Sporpulten er nu færdigbygget og kan monteres på anlæggets forkant. Ledninger fra alle sporbesættelses-skinnerne og fra de 6 sporskiftedrev kan slutteligt loddes til pulten. Det er lidt af et pillearbejde, så det er med at holde tungen lige i munden og samtidig huske at notere ned, hvad man gør:

Mere loddearbejde. Anlægskanten har nu også fået en gang lys brunlig maling.

Låget skrues på og der testes for Gud ved hvilken gang om alt fungerer:

Endelig en fuldskala test - Spor 1 er besat...

Den skjulte opstillingsbanegård er langt om længe klar til brug og efter en sidste støvsugning og affedtning af skinnerne med acetone, kan toppladen skrues på:

Færdigt arbejde - sådan da...

Der kan hviles kortvarigt på laurbærrene, men inden længe må der lægges flere skinner, bygges veje, arrangeres bygninger og meget mere...

Niels, febr. 2014.

Fortsæt til del 3