Lys mellem sporene

 

På ethvert maskindepot, sporrist og rangerterræn må der kunne påregnes aktivitet døgnet rundt, så en passende belysning af arealerne i de mørke timer er en absolut nødvendighed. I forbindelse med oprangering af togstammer, rengøring og klargøring af materiel mm., er lys ubetinget påkrævet for at kunne udføre arbejdet korrekt og til tiden. Så lige fra jernbanens tidligste dage, har man forsøgt at lave de bedst mulige forhold, det værende sig med olie, gas eller elektrisk belysning.

For ikke så få år siden, kunne man på landets store sporområder i reglen finde et ganske omfattende antal ”lygtepæle” og ofte sås meget gamle støbejerns eller gittermaster, der stadig var i brug og hvor blot selve lyskilden var udskiftet til en mere moderne type. Eksempelvis med en ”hængelampe” eller et lysstofarmatur. Men nu til dags, forsvinder disse sporområder hastigt i takt med, at nærgodstrafikken og alle maskindepoterne er nedlagt, så de karakteristiske høje gittermaster, vil som så meget andet jernbaneteknisk udstyr desværre snart være væk.

Jeg troede egentlig, at alt i model var set før, men DSB gittermasterne er mig bekendt aldrig tidligere blevet solgt færdigproduceret i H0. Derved ses de også sjældent på de danske modelbaner, så her forelå en ny og spændende udfordring for modelbyggeren!

Selve byggeopgaven er samlet set ret enkel at udføre og det vanskeligste er egentlig at finde et velegnet udgangspunkt, dvs. en gittermast i metal og i skala H0, med en passende højde og helst med et lille og ensartet tværsnit i top og bund. Desværre er de fleste master, der findes på markedet til køretråds-ophæng og belysning næsten alle udført med et væsentligt større tværsnit i bunden, hvilket ikke passer til indeværende opgave. Og da selvbyg af en gittermast forekom langt uden for mine evners rækkevidde, var der ikke andet at gøre end at finde det bedst mulige kompromis:

Lampe 01

 

Valget faldt på en Viessmann gittermast (kat. nr. 6331), der sælges med en (voldsomt) overdimensioneret påbygget projektør. Sidstnævnte kan jeg ikke bruge til noget, men selve masten er acceptabelt slank og godt 13 cm høj, hvilket svarer til omkring 12 meter i virkeligheden. Masten leveres færdigsamlet og er desuden udført med den praktiske ”patent-fod”, der letter selve installationen på anlægget:

Lampe 02

 

Som lyskilde valgtes et dobbelt ”lysstofarmatur” (6366) fra samme leverandør. Dette er LED baseret og leveres ligeledes færdigsamlet med påmonterede ledninger, diode og formodstand, samt en ”stålwire” tiltænkt for ophæng af armaturet mellem 2 bygninger – ganske som det kendes fra storbyernes gadebillede. Samlet set, kan de to dele erhverves for en 160-180 kr.

Lampe 03

 

Med en spidstang fjernes projektøren og plastikbeslaget for samme. Herefter trækkes ledningerne ud og gemmes i el-rodekassen til en anden god gang. Operationen er hurtigt overstået og det er straks muligt at gå videre med fremstillingen af de nye lampebeslag. Disse laves af 0,5 mm enkelt-core ledning, der bukkes blødt over eks. et 5 mm bor. Man må her prøve sig lidt frem for at finde de rette dimensioner på bøjlen:

Lampe 04

 

Enderne klippes til og kan nu loddes på siderne af mastens top. Hertil kræves blot en standard loddekolbe og lidt elektronikloddetin. Forinden skal malingen i loddeområdet naturligvis afrenses forsigtigt med en spids genstand: 

Lampe 05

 

Efter en smule tilretning, er masterne klar til at blive malet om. Jeg valgte her farven ”Stål” fra Vallejo, der minder meget om en varmgalvaniseret overflade. Jeg fravalgte at bruge min airbrush til opgaven og med en blød pensel gik det faktisk forbløffende hurtigt at dække den oprindelige grønne mastefarve:

Lampe 06

 

Efter et døgns tørretid var det tid til at montere det nye lysarmatur. Først trækkes de 2 ledninger oven ned igennem masten, hvilket kan være en lidt besværlig opgave, grundet det ganske lille hul i mastens bund. Det er der dog råd for, da man eksempelvis kan trække en stump ledning eller tråd den modsatte vej og midlertidig lime (eller lodde) de 2 ledningers ender herpå. Herefter trækkes det hele let på plads:

Lampe 07

 

Tilbage er nu blot at ”sy” lampen fast i toppen af bøjlen ved hjælp af den 3’de wire og sikre det hele med en dråbe lim. Slutteligt kan de noget fremtrædende sorte ledninger plettes over med lidt grå akrylmaling, hvorefter de nye master er klar til montage på modelbanen. En egentlig patinering får her vente til en anden god gang:

Lampe 08

 

Jeg synes umiddelbart, at LED-lamperne lyser lidt for kraftigt ved tilslutning af almindelig modelbanespænding, så det ender for mit vedkommende nok med en 12 Volt forsyning i stedet. Alternativt kan man i stedet skifte den påmonterede for-modstand til en højere ohmværdi:

Lampe 09

 

Her er den første række nye lysmaster så endelig opsat på Svenstrups Maskindepot:

Lampe 10

 

 God fornøjelse!

 Niels, Juni 2025

Artiklen har tidligere været bragt i Spor og Baner nr. 45, 2019.

Gå til Det skæve hjørne.