En streg på vejen...

 

"En snegl på vej'n, er tegn på regn, i Spanien" lyder det i en ældgammel musical-schlager. Her skal det ikke handle om snegle, men om streger, eller mere korrekt vejmarkeringer. Og vel at mærke på modelbanen.

Vejstriber er nemlig en af de sideordnede opgaver som mange modelbanefolk slås med at få til at se blot nogenlunde acceptable ud. Undertegnede har selv bokset i årevis med at prøve at lave striber efter de klassiske metoder, såsom med "hvide tusser", overføringsark fra diverse modeltilbehørsproducenter og med hjemmelavede skabeloner med tynde slidser, hvori der påføres hvid maling. Alt sammen desværre med et for mig ikke tilfredsstillende resultat:

Streg 01

 

Først om fremmest er det en god begyndelse at sætte sig lidt ind i hvordan vejmarkeringer egentlig ser ud i det land, ens modelbane skal prøve at eftergøre. Eksempelvis er tyske og danske vejmarkeringer på mange punkter mere forskellige, end man lige skulle tro. Det skader derfor ikke med en tur ud i virkeligheden og dertil gerne lidt teori eller for mange af os, en genopfriskning af denne:

Streg 02

 

Et andet aspekt er naturligvis altid det økonomiske, da der faktisk går en hel del mærker og meter striber til - selv på et mindre modelbaneanlæg. Overføringsarkene fra Faller, Noch m.fl. er i den henseende ikke ligefrem billige i anskaffelse.

Altså, må der tænkes kreativt og efter at have gennemset utallige videoklip på youtube og efterfølgende grublet en hel del over emnet, nåede jeg frem til følgende egentlig ganske logiske metode:

Hvorfor ikke blot anvende noget tynd hvid strimmel direkte som vejmarkeringer? 1 mm strimmel passer faktisk ganske fint med standardbredden på en dansk vejstribe, mens 2 mm er perfekt til de lidt tykkere linjer (H0).

Jeg er endnu ikke stødt på andre modelbanefolk, der har brugt samme princip, men findes de hører jeg gerne herom. Altså pærenemt troede jeg, men i praksis er det faktisk ikke så let at finde seriøse forhandlere af 1 mm bred hvid strimmel. Egentligt en smule forbløffende.

Så efter at have ordret et par ruller hvid strimmel over nettet, der ved levering så viste sig IKKE at være hvide alligevel, endte jeg med Tamiyas maskeringstape. I farven gul. For at komme videre, valgte jeg at lime en 8-10 strimler af disse på et stykke stift plastik i A4 format og herefter overmale dem med hvid akrylmaling:

 Streg 03

 

Der kræves typisk 2 behandlinger for at dække den gule farve og lagene må helst ikke være for tykke. Bedst er desuden, at striberne overføres til vejene på modelbanen inden for et par dage, da nogle malingstyper ellers risikerer at blive for hårde i overfladen og dermed bliver næsten umulige at håndtere.

Jeps - det er lidt af et pillearbejde, men det færdige resultat synes jeg absolut er i den bedre ende. Lige her, ser der dog ud til at være lidt diskussion omkring udstrækningen på "sildebenene":

Streg 04

 

Striberne skal efter påføring på de allerede asfalt-malede veje nødvendigvis have en gang mat lak for at sikre holdbarheden. Og slutteligt bør hele vejbanen patineres med en passende gang tynd/transparent "snavs":

Streg 05

 

Således er det blot at komme i gang med hvidtekosten og få sikret modelbanetrafikken! 

God fornøjelse!

Niels, Marts 2026

Gå til Det skæve hjørne.

 

Vejstriber - Strassenmarkierungen - Road Markings