Ny indmad i ekspressen

Selv om den digitale modelbanealder indtrådte for efterhånden snart mange år siden, er det min opfattelse at der stadig findes mange modelbanefolk, der tøver med at kaste sig ud i større ombygninger på deres kørende materiel. At skifte koblingstype eller montere nye hjul er vel nu om dage nærmest en dagligdags foreteelse, hvorimod mange er noget mere nervøse for at komme til at ødelægge en ny højeffektiv motor eller brænde en kostbar lokomotivdekoder af. Og ja, risikoen er da ganske vist til stede, men følger man visse enkle retningslinjer er den faktisk ganske minimal.

I de tidlige år blev der til Svenstrup H indkøbt et brugt DB BR003 damplokomotiv. Der var tale om Märklins klassiske H0 ekspreslokomotiv med tender, model nr. 3085 og jeg mener at det dengang kostede omkring 600 kr. Mine drenge syntes det var stort, at der kunne komme røg op af skorstenen når det tøffede afsted og modelbanerummet var således i perioder konstant indhyllet i tykke tåger. En herlig tid - også for det fædrende ophav.

Lokomotivet var fra fødslen naturligvis rent analogt udrustet, men da vi allerede dengang valgte at køre digitalt med Märklins 6021 styrepult, fik jeg den lokale modelbaneforhandler til at fjerne perfektomskifteren i tenderen og i stedet indbygge en Uhlenbrock 75200 lokomotivdekoder. 

Alt har sådan set egentlig fungeret upåklageligt siden da, men som med så meget andet har elektronikken og for den sags skyld det mekaniske i modellerne hen over tid udviklet sig kraftigt og kravene fra brugerne er steget i mindst samme takt. Eksempelvis vil en ny dekoder være lettere at omprogrammere – her er UB’en noget besværlig at håndtere. Ligeledes ville en ny fremdrivningsmotor med permanentmagnet (HAMO) bevirke væsentligt bedre køreegenskaber og ikke mindst forhåbentligt kunne reducere støjen under kørslen. Og ikke at forglemme, at en opdatering af belysningen ville give hele maskinen et større visuelt løft.

Men nu til værket. På internettet fandt jeg en ombygningsvejledning på en tysk hjemmeside, der gav god inspiration til opgavens løsning. Desuden er der altid god hjælp at hente på Peter E. Jonasens www.digitaltog.dk. I de senere år er der desuden på Youtube oplagt en del "Erklär- videoer" af Märklin selv, hvor diverse ombygninger af kørende materiel vises og forklares i detaljer. Så der blev straks hjemkøbt en række nødvendige dele og lokomotivet efterfølgende forsigtigt skilt ad:

Således ud med den gamle dekoder, den gamle motor, glødepæren, dennes fatning og den indbyggede røggenerator. For at få adgang til ledningsføringen i rammen under kedlen, skulle de øverste gliderstyr i drivværket forsigtigt afmonteres og den røde plade hvorpå bremseattrapperne er indstøbt, skrues ud. Her er det med ikke utilsigtet at komme til at bukke nogen af disse dele.

Og når nu det hele alligevel ligger åbent og tilgængeligt, fjernes snavs og nullermænd naturligvis med en spids pincet, hvorefter der afrenses grundigt med lidt isopropanol på en vatpind. Alle bevægelige dele opsmøres herefter med ganske få dråber syrefri olie. Brug kun den ægte vare til formålet.

Den ny motor er fra Märklins såkaldte ”Hochleistungs Antrieb”-sæt 60941. Sættet indeholder foruden permanentmagneten også et fempolet anker, plus diverse løsdele for montagen. De 5 poler bevirker, at afgangsakslen på motoren kan reguleres i finere step end den originale 3 polede motor, hvilket især forbedrer kørslen ved lave hastigheder. Følg blot den medleverede installationsvejledning, så går det hele uden større problemer. Bemærk, at loddefligen for masse (brun) monteres på den øverste skrue i motorskjoldet:

Der medfølger nye kul og drosselspoler (ligner modstande, men er det ikke), der forsigtigt monteres. Brug en elektronikloddekolbe og husk krympeflex:

I den modsatte ende af køretøjet måtte der kigges lidt nærmere installationen af røggeneratoren. Problemet er her, at en røggenerator, der skal kunne tændes/slukkes via dekoderen har det bedst med at være tilsluttet denne med 2 ledninger. Det er så vidt jeg ved noget med hele eller halve sinusbølger og dermed hvor god dimsen er til at ryge pænt. Den oprindelige røggenerator var kun med een tilslutning (+), i og med at selve lokomotivets overdel af metal anvendtes som masse. Og da selve røgindsatsen som altid sidder pænt stramt presset ned i skorstenen, er der ingen chance for at kunne fraisolere denne, Så lille doktor - hvad nu? 

Nogen vælger at anvende den originale røgindsats og installere et lille reed-relæ, der via dekoderen styrer den fulde spænding på indsatsen. En anden mulighed er blot at tilslutte den positive leder fra røggeneratoren til dekoderen og så leve med at den fungerer mindre effektivt. En tredie løsning er at tilslutte generatoren permanent til fuld spænding, men den måde forekommer lidt ude af trit med moderne digitale styringsprincipper.

Jeg valgte i første omgang at montere en ny Seuthe nr. 12 generator, selvom den originale reelt ikke fejlede noget. Denne er født med 2 tilledninger, men kun den ene blev tilsluttet dekoderprintet. På den måde vil der senere kunne eksperimenteres med relæ-løsningen:

Et lille tulipanstik blev loddet på så lokomotiv-overdelen let kunne afmonteres. Dette som erstatning for Märklins oprindelige fjederblik-løsning, hvor frontlys og røgindsats klemmes mod et fladt stykke messing og derved skaber elektrisk forbindelse:

I samme runde må frontbelysningen opdateres, da lys og røggenerator fra fødslen er koblet sammen. Det valgtes her at montere en LED pære i næsten samme format som den oprindelige glødelampe. En sådan LED nr. 600150 koster cirka 15 kr., og burde kunne holde min tid ud, da den ifølge leverandøren har en levetid på mindst 100.000 timer. Dette modsvarer godt 11 års konstant kørsel. Den nødvendige formodstand og endda en ensretter er indbygget, så LED'en kan ikke tilsluttes forkert:

Der er ikke megen plads at gøre med, men med lidt gefühl går det. Pæren loddes råt og brutalt på dekoderens ledninger:

Med forløberen afmonteret og set nedefra:

Ledningerne fra frontlys og røggenerator og tilbage til tenderen er ikke just lette at føre under lokomotivets ramme. Men med små stykker tape lykkes det dog at placere og fastholde de 3 ledninger i udsparringerne, inden plastdelen endeligt kan genmonteres og dermed fixere ledningerne permanent:

Nu tilbage til tenderen. 

Denne var stadig udstyret med den originale slæbesko, så denne blev udskiftet med en ny original Märklin komponent:

Jeg havde oprindeligt besluttet at montere en 21-pins ESU MTC sokkel (NEM) i tenderen og dertil en ESU lokpilot 4.0 dekoder, idet jeg generelt har gode erfaringer med ESU's produkter. Den opmærksomme læser har nok allerede opdaget dette ud fra farverne på ledningerne! Tanken var naturligvis at lette en fremtidig dekoder-opdatering, eksempelvis hvis der en dag måtte ønskes isat en lyddekoder. 

En lille højttaler fra rodekassen blev endda monteret og alle ledningerne herefter pænt rullet sammen i tenderen.

Som bekendt er det dog ikke alt der går som planlagt. Lokomotivet endte af forskellige årsager med at stå hensat i en længere periode - halvt samlet, uden dekoder og dermed på ingen måde køreklart. Otte år skulle der faktisk gå, inden modelbyggeren tog sig sammen og gjorde noget ved maskinens miserable situation. På alle måder en pinlig historie! Så der er en årsag til at visse af artiklens fotos virker en smule afblegede...

Men maskinen blev fundet frem af gemmerne i vinteren '25 og nok en gang adskilt, afrenset og opsmurt:

Denne gang skulle opgaven så udføres ordentligt. Da alle mine lokomotiver har eller skal have indbygget lyddekoder, blev der indkøbt en Märklin MsD dekoder (60975) med pre-programmerede standard tyske damplokomotivlyde. Dekoderen var med formonterede ledninger og passede så ikke i den elleres monterede 21 pin sokkel - dvs. ud med den.

Pladsen i tenderen er trang og der må arbejdes minutiøst. Arealet inden for vægtklodserne i tenderoverdelen, markeres derfor med tusch på "fodpladen":

Der må således tyes til et hjemmelavet arrangement for fastholdelse af dekoderen. To plastprofiler fikseres med sekundlim på tværs i tenderen:

Derpå kan en standard Märklin dekoderholdeplade fastgøres ovenpå og det hele sikrer, at der er tilstrækkelig med plads også til højttaleren. Denne monteres lige under kullene med membranen nedadvendt. Pudsigt at holdepladen ser ganske rusten ud på billedet - det er den ikke!

Her mangler blot montage af selve dekoderen på multistikket. Ledningerne til selve lokomotivet føres gennem et stykke krympeflex, der dog ikke må være for stift:

Tenderen er født uden fungerende baglys, men muligheden for at lave om på dette var nu tilstede, idet dekoderens lysudgange kan styres retningsbestemt. Så frem med et 0.7 mm bor og forsigtigt bore huller i de 3 filigrant støbte baglanterner. Skulle dette fejle kunne tyske Weinert forhåbenligt levere noget brugbart som erstatning:

Men operationen lykkedes og 3 stk SMD 0603 varm-hvid dioder med påsatte ledninger, blev forbundet til et lille hulprint med formodstande. Dioderne blev herefter limet behørigt ind i lanternerne bagfra. Den ene kom i første omgang til at sidde en smule skævt, så lyset virkede for svagt, men i andet forsøg lykkedes det bedre: 

Lyset forekommer muligvis ret kraftigt på fotoet, men virker ganske passende i almindeligt dagslys. Tilbage var nu blot at få monteret ledninger mm. pænt i det lille aflukke:

Inden lokomotiv- og tenderoverdelene blev sat på, skulle det hele naturligvis måles igennem elektrisk og desuden sikres at ingen ledninger var kommet i klemme. Det er forbløffende let at overse den slags trælse småfejl:

På gulvet under modelbanen opbyggedes en lille testbane, så dekoderen kunne blive kalibreret, mht. hastighed, acceleration og bremsestrækning:

Straks lokomotivet blev sat på skinnerne, fandt CS3'en dekoderens konfiguration pga. den indbyggede Mfx facilitet. Mfx opsætningen kan senere ændres til eks. DCC, da det normalt er protokollen jeg anvender på mine lokomotiver:

Ved en række bestemte blink med frontlyset, kommunikerer lokomotivet, at kalibrerings-processen er igang. Herefter er det således blot at lade lokomotivet køre rundt på testbanen, indtil det selv har justeret sig ind. Ganske smart, må man sige.

Det eneste man selv skal sikre sig undervejs, er at køreretningen er korrekt i forhold til styrepultens retning fremad. Er dette ikke tilfældet, må tilslutningerne på motoren byttes, men i mit tilfælde passede det hele dog perfekt:

Som det allersidste monteres overdelene og ombygningen af lokomotivet er færdig. Herefter er det kun eventuelle personlige finjusteringer af dekoderens settings, der måtte udestå. Plus naturligvis patinering, Preiser-personale osv.

Et sidste foto fra drejeskiven på SvH Mdt. Maskinen kan nu trygt gå fremtiden i møde, selvom den ikke helt passer i min epoke IV. 

Niels, juni 2025

Gå til Det skæve hjørne.