Nogen gange kan man godt få lyst... 

Mon ikke de fleste kender situationen: Det at have alt for meget om ørerne! Måske et krævende job, der sluger de fleste af ens sparsomme dagtimer, et hus og/eller en bil der skal vedligeholdes og serviceres i en uendelighed og dertil yderligere en partner, der venligt, men bestemt synes, at man lige skal være med til at besøge nogen bekendte og se deres nyfødte afkom.. Og det netop på det tidspunkt, hvor man havde allermest lyst til at lave noget helt andet og meget mere interessant...

Når man som jeg i skrivende stund, sideløbende også har travlt med et større modelfærge-byggeri, er det let at ende i en situation, hvor man får lyst til et frisk pust i sin tilværelse. En trang til at kaste sig over en anden model - altså ikke på det rent personlige plan, men noget i mindre omfang og knapt så krævende som den irriterende skude...

Da jeg i en af mine rodekasser helt tilfældigt faldt over en lille flad plastpose indeholdende et sødt lille karton-ishus fra Epokemodeller, opstod lysten således spontant. Prøv mig straks!

Hvornår jeg egentligt havde investeret de 49.95 kr i byggesættet, må jeg tilstå at jeg har jeg glemt alt om, men som sagt, så gjort.

Drysset ud på bordet, synede posens indhold ikke voldsomt:

Er det her virkelig det hele? 

Det hus må da kunne samles i løbet af en times tid eller to, tænkte jeg og gik straks i gang...

De nydeligt laserskårne dele var lette at frigøre fra det omgivende karton, så det gik rask fremad. Endda uden en egentlig byggevejledning. Først blev den indvendige væg/gulv struktur limet sammen, dette så limflapperne sad udvendigt, dvs. så de slutteligt ville være skjult inde i væggene. Og det hele kunne endda klistres sammen med almindelig ugiftigt husmoder-lim..

De hvide vægge var alt for kedelige, så de måtte naturligvis have en gang gul maling. En iskiosk må vel gerne være lidt farvestrålende. En løs montage af den udvendige bræddebeklædning afslørede, at den ikke fuldstændigt dækkede de indvendige vægge, så alle hjørner fik for en sikkerheds skyld også en gang brun hobbymaling:

Årh nej. Hvad laver han nu her...? 

Efter at have fasttømret dækbrædderne, var det som om der stadig manglede et eller andet. Da djævelen jo ligger i detaljen, måtte dette nok være her svaret lå. Så i en anden rodekasse fandt jeg en passende stump plast-glas, da sligt materiale ikke fulgte med byggesættet. Et halvt åbent "skydevindue" ind til slikmutters herligheder måtte være den rigtige løsning til mit ishus. 2 tynde pålimede kartonstrimler kunne her udgøre sprosserne til det halvt åbne vindue.

Ligeledes savnedes den indvendige fremstilling af døren i bagvæggen, hvilket forekom som en meget synlig mangel ved betragtning gennem de store vinduer. Altså var der ikke andet for end at udskære et passende dørblad med vinduesglas og det hele og montere dette indefra.

I posen var medleveret et lille ark med reklamer fra forskellige isfirmaer og jeg valgte af en eller anden årsag Premier Is. Men der medfulgte efter min mening dog ikke tilstrækkeligt med illustrationer til at give ishuset en troværdig udstråling, så fra www blev der hentet forskellige reklamebilleder af ishus-relaterede ting:

Ud over reklamerne på væggene, blev der opstillet 2 kummefrysere, fremstillet af 0,5 mm plastcard-rester og dertil en indvendig 4 mm bred ditto disk langs hele salgsvinduet. Disse herligheder fik jeg i farten desværre ikke taget noget foto af inden der blev lagt tag på huset, men det gør nu ikke megen forskel, da delene kun vanskeligt ses udefra. Og naturligvis blev der også indsat en smilende ismand i hvid kittel og blå bukser - solidt plantet i en stor klat lim. Da en indvendig belysning ikke forekom mig specielt sandsynlig i et ishus fra 1970'erne blev dette med det samme fravalgt. 

Slutteligt blev vindskederne og det største af reklameskiltene opsat på taget af huset og sidst, men ikke mindst fremstillet en lille løststående stander til præsentation af husets udvalg af is - kun med det ene formål at lokke kunderne til.

Og alle kan jo få lyst... til en is: 

For en gangs skyld er skibsinspektør A. Mortensen ikke i fokus...

Summa summarum endte jeg med at bruge 3 aftener på den lille ishus-opgave. Læren er nok, at jo mindre en model er rent fysisk, jo mere umage bør man gøre sig med detaljerne. Dette naturligvis i fald man planlægger at lave en rigtig "Hingucker", som tyskerne ville benævne en sådan model. En del af inventaret kunne nok have været sparet væk, da kun jeg ved at det er derinde, men omvendt var det bestemt værd at bruge tid på den resterende udsmykning af modellen. 

Apropos føromtalte færge, så ender mit ishus nok med tiden at stå på kajen i en kommende færgehavn - tæt ved min model af Lolland. Måske noget i stil med billedet her:

M/F Lolland og et næsten skjult ishus på havnen i Rudkøbing, foto Ib V. Andersen, Signalposten 4, 1974.

Niels, april 2013