Det ny Svenstrup H - del 5
fortsat fra del 4.
Efter den noget krævende indsats med frembringelsen af perronhallerne til Svenstrup H i forrige artikel, trænger modelbyggeren til at arbejde med noget andet og fysisk mere håndgribeligt, nemlig selve grunden til det egentlige landskabsbygning. Nu skal der saves, høvles og limes brædder sammen, så der vil kunne spores synlige fremskridt på anlægget. Og lad mig slå fast, at det ikke er fordi nogen i min nære omgangskreds skulle have antydet "om jeg dog aldrig skulle videre med byggeriet af min modelbane?"...
Med andre ord vil denne 5'te artikel om Det ny Svenstrup H primært omhandle diverse afskygninger af trælister, skruer og finerplader og enkelte af NIELS-MODELTOG's læsere vil måske endda finde artiklen en smule kedelig og tør i kanten. Måske ligefrem endda helt irrelevant. Dette i og med at nævnte emne er behandlet indgående af hundredevis, om ikke tusindvis af andre forfattere. Men mit ambitiøse mål er inden for denne artikels rammer at færdiggøre alle baggrundskulisser og samtlige udestående underlag for skinner. Og dermed også at få lagt de sidste skjulte skinnestrækninger. Der er dog et enkelt men, for området hvor Svenstrup Maskindepot skal ligge kan endnu ikke laves, da selve stationen og dennes hovedbygning endnu ikke er helt færdige. Og til dette kræves god adkomst - lige der hvor maskindepotet skal være. Så helt i mål kommer jeg altså ikke...
Men nu til sagen.
I første omgang er det tid til at udføre en lettere oprydning og rengøring i modelbanelokalet, da den slags trælse detaljer desværre har været forsømt i en længere periode. Og af en eller anden årsag har diverse byggematerialer og værktøjer det med at hobe sig op i krogene...
Der lægges herefter hårdt ud med at montere en 9 mm krydsfiner topplade på området syd for kulissen ved Bakkedal Station:
Lige en stump plade til, så er den hjemme:
Ved denne fremgangsmåde fås en smule "hold" på hele dette område af anlægget og der frigives samtidig arbejdsplads i rummet til andre byggeopgaver. Win-win hedder det vist...
Stikkontakter kan man aldrig få nok af - især mens man konstant arbejder med forskellige elektriske værktøjer. Et par 230V udtag monteres derfor direkte i rammen under anlægget:
Ligeledes er opbevaringsplads til småting jo helt uundværlig og da jeg alligevel var i gang med stiksaven, var det nærliggende at indtænke en lille "gratis" skuffe til maling, pensler osv. Eller måske er det i virkeligheden et passende sted til et permanent monteret programmeringsspor? Det må tiden vise. Skuffehåndtaget fandt jeg i en af mine (ifølge konen alt for mange) rodekasser og rulleskinnerne var overskud fra det gamle anlægs sportavle-skuffe:
Så langt så godt og der kan nu leges lidt med den røde MA:
Som tidligere nævnt er den overordnede sporplan for anlægget for længst lagt i faste rammer, men der skal til stadighed være plads til lyse indfald og gode ideer. En detalje der fra dag et har irriteret mig, var den noget korte strækning mellem Svenstrup H og Bakkedal. Faktisk ville en togstamme med 3-4 stk 4-akslede vogne knapt kunne forlade afgangsstationen, før indkørsel på den næste ville være påbegyndt. En sådan situation ville naturligvis næsten kunne forekomme visse steder i skala 1:1, eksempelvis ved en forstads-station, men det var ikke lige den konstellation jeg jagtede til mit anlæg. Så løsningen blev at ændre hele planen over "øen" til en "klassisk sløjfe", hvor den ene flankes terræn blev hævet så meget at en krydsning ville kunne udføres på en bro, tæt ved kælderlokalets vindue:
Således blev Bakkedal med et snuptag flyttet fra kote 0 til 74 - dvs. helt så let var det ikke, da der jo forlængst var monteret en grundplade. Men i stedet for at fjerne denne, valgte jeg at bygge videre ovenpå:
Med passende afstandsstykker, skruetvinger og masser af lim, blev verdenshistoriens vistnok allerførste hævning af en komplet dansk krydsningsstation foretaget. Og dette endda inden den blev anlagt...
Under skiftespor, bygninger og andet kommende udstyr med elektrisk tilslutning, blev det i sidste sekund heldigvis erindret at der skulle udsaves adkomsthuller. Det er dumt at sjuske:
Støjdæmpning af modelbaner er et evigt issue, så for alle eventualiteters skyld blev der pålagt tæppeunderlag i de nu opståede hulrum. En af fordelene ved at besidde en kælder er, at der ofte er passende vægtklodser inden for rækkevidde, når der skal limes..
Og slutteligt var der blot tilbage at lægge en 6 mm krydsfinerplade i toppen. Ingen kan nu se at det hele oprindeligt var planlagt ganske anderledes:
Har man først sagt A, ja så er der ingen vej tilbage og der må derfor tilføjes en opkørsel til det nye stationsområde. Stigningen kan heldigvis holdes på rimelige 1,45% og klodserne hertil er enkle at fremstille. Igen anvendes 6 mm krydsfiner i en bredde på en 8-9 cm. Senere skal der naturligvis tilføjes skråninger mm.:
Ved lidt optimering er det lykkedes at eliminere alle skinner med den mindste radius i U-svinget og alene bruge R2, R3, R4 og R5. Jo, et er teori, og noget andet praksis, så der er ikke andet for end at prøve sig lidt frem og teste med en passende togstamme til man er tilfreds med udseendet.
En sådan øvelse øger naturligvis den samlede diameter en smule for hver større skinneradius der indsættes, så trasséen kommer et par steder ret tæt på anlægskanten. Med lidt snilde, kan dette dog let kaskeres, eksempelvis med en lille uskyldigt udseende bro over et smalt vandløb - se ved den røde pil på udsnittet af sporplanen tidligere i artiklen. Men store kurver er som bekendt godt (!) og vigtigt er at sådanne altid indsættes, hvor der er overgang til et efterfølgende stykke lige spor. Herved spares de rejsende "Preiserlein'ere" for at blive kastet uventet sideværts, når et eksprestog farer ind i kurven.
I 3D billedet ser arrangementet trods alt nogenlunde anstændigt ud:
Igen og igen må tæppemontøren i funktion:
Ved den modsatte ende af kulissevæggen var der nu opstået lidt teknisk kaos, idet kulissen egentligt her skulle gennembrydes/-saves for spor i 2 forskellige niveauer:
En sådan løsning ville være ret vanskelig at udføre i praksis, hvorfor jeg i stedet tog en dyb indånding og besluttede at svinge den store hammer. I eet hug blev der fjernet en del af kulissepladen op mod bagvæggen:
Pudsigt nok passede det ret præcist med det stykke finer, der oprindeligt var indsat som afslutning af kulissen, så hele modifikationen tog mindre end 2 minutter. Umiddelbart mener jeg ikke ændringen vil forstyrre den samlede optik, da hullet ikke befinder sig i nogen af en tilskuers normale synsretninger.
Således ser det hele ud til at gå op i en højere enhed og Bakkedal Station kan måske en dag ende med at se nogenlunde sådan her ud:
Der hoppes nu videre til det næste "bord". Her er der et tydeligt behov for en gang oprydning, før der kan foretages noget som helst modelbanerelateret:
Også i dette område er der tilkommet ændringer til sporplanen. En vendesløjfe i tilknytning til den ene udkørsel fra skyggebanegården Mørkelund havde længe spøgt i mine tanker, men jeg var klar over at et 180 grader sving med minimum skinneradius R2 ville kræve en noget dybere plade end de planlagte 70 cm ved Havneby. I hvertfald mindst ø95 cm lokalt fritrum. Derfor var det tanken ikke at indføre denne finesse på anlægget, før jeg var overbevist om at der stadig ville være tilstrækkelig med adkomst i mellem denne "knast" og "midter-øen".
Sløjfen ville kunne laves nogenlunde som vist herefter, hvor den enten kan bruges til at sende et tog retur til Mørkelund eller som ekstra 5-6 meter skjult kørestrækning på rundbanen mellem Svenstrups 2 ender. Den røde stiplede linie er det ellers planlagte sving:
På oversiden af knasten, ville der blive skabt plads til lidt mere hav omkring færgehavnen, hvilket naturligvis kun var et yderligere plus. På planen skal kajen nok udvides en sjat og der kunne vel godt bruges en form for mole til at yde færgen lidt læ:
I skala 1:87 synes jeg det så acceptabelt ud med den ekstra knast påbygget og der var stadig hele 59 cm passage foran. Og ikke at forglemme plads til at kunne åbne døren til lokalet:
Altså var det bare at gå i gang. Hele rammen er heldigvis bygget så solidt som en russisk kampvogn, så det var ikke nødvendigt at tænke på ekstra bordben:
Efter at knasten er påsat, er det tid til at kigge på de udestående dele af baggrundskulissen. Ved varmerørene ville det letteste være at "snige sig bag om", hvilket naturligvis også ville give lidt mere areal på "legepladsen":
Men optisk ville rørene være forfærdeligt skæmmende midt i det jomfruelige "åbne" danske landskab, så det blev alligevel valgt at lave en kulisse ved at opsætte en stump krydsfinerplade på et tyndt træskelet. Derved er det samtidig muligt at komme til skifte varmerørene - man kan jo aldrig vide...
De resterende masonitplader saves til:
Og monteres i væggen med rundhovede skruer, så pladen ikke flosser i hullerne. Der er sideløbende kommet en op til 160 mm høj forkant på en del af flanken. Bagest kan en række overskydende finerstykker passende anvendes til understøtning af Havnebys kommende grundplade:
Forkanten har undervejs fået en omgang brun maling og nu mangler kun den sidste stump kulisse:
Op- og nedkørsler er ikke vanskelige at lave, hvis man blot overholder visse enkle retningslinier. Den første af disse blev således fremstillet og beskrevet tilbage i artikel 2. Vigtigst er naturligvis på forhånd at have helt styr på den stigning, der ønskes i det endelige resultat. Erfaringen siger, at sådanne aldrig bør overstige 4% (4 cm på 1 meter) for at alt kørende material kan være med og allerhelst ikke være større 2.5-3%, hvis et acceptabelt visuelt indtryk også skal bibeholdes. Den her viste stigning er således på 2.7%:
Fremgangsmåden er, at overføre koterne fra sporplanen (her angivet som et negativt mål fra kote 0) til trassé-brædderne ud for de enkelte skinnestød. Herefter er det ganske let at udmåle og fremstille de enkelte underlagsklodser med korrekt højde. Pas på ikke at anvende for små træklodser hvor stigningen løber ud, da sådanne let risikerer at flække og dermed resulterer i en løstsiddende konstruktion. Brug i stedet plastcard-, masonite- eller X-finer rester.
Der anvendes 1 mm plastcardstykker som underlag, hvor der ønskes en smule overhøjde i kurverne:
Er trassébrædtet som her lavet af 6 mm krydsfiner, må der foretages yderligere afstivning, hvis spændet er for stort. Den maksimale nedbøjning (ved let tryk med en finger) bør ikke være mere end maksimalt 3-4 mm:
Et stykke 9 mm finer i en ellers kassabel kvalitet kan sagtens bruges i 180° svinget i vendesløjfen, hvis blot det fikseres tilstrækkeligt godt. 3.5 mm torx-skruer holder det hele solidt fast i rammen:
Man vil nok kunne hævde, at nu rabler det helt for NIELS-MODELTOG, men formålet med at male trækonstruktionen indvendigt er ganske enkelt at hindre for megen fugtoptagelse. Dette vil desværre ofte være et tema i kældre under ældre huse, på trods af passende tilførelse af ventilation og radiatorvarme. Men "prevention is trods alt better than cure".
En billig træ og metalmaling, eks. fra Jem&Fix er fremragende til formålet og farven behøver ikke engang at skulle diskuteres med ens bedre halvdel:
Ved udskæring af det støjdæmpende underlag er det i reglen mest praktisk at opmærke og udskære nogle meter ad gangen. De relevante skinnestykker bruges her som skabeloner, idet der lægges et par cm til i bredden på hver side. Dette for at kunne optage de byggetolerancer der altid vil forekomme på trods af en ellers "sorgfältig Planung". Skal der desuden lægges yderligere ballast på siderne af skinnerne, er det et must at dette ikke kommer i berøring med træunderlaget:
Forbindelsen fra opstillingsbanegården til vendesløjfen laves nu med R4 og R5 skinner:
Et kig ind i "kassen:"
Hov - fuldt stop! Her passer teori og praksis ikke sammen. Nogle få cm afvigelse i trækonstruktionerne kan let resultere i flere centimeter forskudte skinnestød. Der er ikke andet at gøre end at forsøge sig frem med forskellige kortere skinnestykker og efterfølgende opdatere skinneplanen:
I de gode gamle dage var banerne stort set altid hegnet ind, så mennesker og dyr ikke uforvarende kom på tværs af de farlige jernbanekøretøjer. På modelbanen forholder det sig lige omvendt og flere steder er det nødvendigt at sikre det rullende materiel mod en utilsigtet køretur ud i intetheden. Jeg har tidligere forsøgt med det grønne tæppeunderlag som "autoværn" (se artikel 2) men dette materiale har desværre vist sig at være noget følsomt over for uundgåelige stød og berøringer. Jeg har derfor ledt efter et mere velegnet produkt.
Valget er faldet på en tagrende-blad-afskærmning, der sælges for rimeligt billige penge i bla. Harald Nyborg og efter min erfaring er totalt ubrugeligt til det ellers tiltænkte formål! Våde blade lægger sig nemlig ovenpå og så løber dit regnvand overhovedet ikke ned i tagrenden...
Men fordelen ved "plastikhegnet" er, at det er passende blødt, og dog alligevel så stift, at det kan fange et afsporet tog. Desuden er det let at strimle op med en kniv eller saks og efterfølgende fastgøre på kanten af trassépladerne med hæftepistol og/eller varmlim. Og ikke mindst er det en klar fordel, at hegnet er gennemsigtigt, så et evt. ulykkessted let kan udpeges, dvs. uden at man er nødt til at kravle for meget rundt under anlægget i selskab med lommelygte og fruens makeup-spejl...
Og det ser jo oven i købet næsten helt idyllisk ud:
Et mindre hul i hegnet bør ikke være noget større problem for jernbanesikkerheden, selvom inspektøren ser lidt bekymret ud:
Den skjulte vendesløjfe er nu færdig, og der er lavet isolerede skinneafsnit med senere mulighed for bremsestrækning ved rampen modsat opstillingsbanegården. Dette ud fra betragtninger om, at et tog normalt (forhåbentligt) ikke vil blive sendt afsted fra opstillingsbanegården, såfremt der allerede er en togstamme undervejs i sløjfen. Om indkørsel fra den modsatte ende kan tillades, må derimod reguleres med et fiktivt stopsignal. Jeg håber mine ideer om dette holder vand, når jernbanedriften en gang optages.
Efter en gang støvsugning, kan der lægges låg på kassen:
og Havneby er dermed grundlagt.
Jeg bruger normalt krydsfiner i den såkaldte kvalitet: "1 god/1 dårlig". Dvs. at kun den ene side garanteres at være pæn i overfladen, mens den anden kan være ret grim. Dette har dog normalt ingen større betydning - det er langt vigtigere at pladen er rimeligt plan. Dette kan dog være svært at se med det blotte øje og i visse tilfælde opleves at pladen "slår sig" efter at der er blevet savet i den. En yderligere detalje er, at dimensionerne på de billige plader ofte afviger lidt fra standardmålene 122x244 cm, ofte helt op til en centimeter mindre på hver led. Dette skal man have for øje, når der planlægges og indkøbes materialer.
Tykkelsen af krydsfineren kan desuden variere en del. Jeg har oplevet at købe 9 mm plader, der reelt var mindre end 8 mm i tykkelse! Men med en pris på omkring 160 kr for en plade i fuld størrelse, får man trods alt hvad man betaler for.
Omdrejningspunktet i den venstre flanke på anlægget er naturligvis selve færgehavnen, hvor M/F Lolland en dag skal vugge fredeligt i sit leje. På sporplanen er færgen faktisk vist alt for smal - kun omkring 2/3 af den korrekte bredde. Dette må naturligvis korrigeres på sporplanen før (sakse-) færgelejet fremstilles til anlægget. Det ses, at der nu også er tilkommet en passende bred mole og en antydning af en lille fiskerihavn. "Rent guf" for en gammel søulk:
Det letteste er naturligvis at finde de gamle tegninger af Lolland frem fra arkivet og overføre målene direkte til x-finerpladen. Og dertil lægge ca. 1 centimer afstand mellem skibet og kajkanten. Selve færgeklappen tænkes monteret med en Märklin K-skinne:
Ja, ja. Der er altid nogen der ikke kan vente med at få deres båd i vandet før sejl-sæsonen rent faktisk er begyndt:
Men den sidste bid af Middelbælt skal dog lige lægges på plads, før man kan begive sig ud på de 7 verdenshave:
Det er lige nu og her meget fristende at kaste sig over at samle den flotte færgegalge fra Freja, der alt for længe har ligget og samlet støv i skabet:
Men NIELS-MODELTOG er standhaftig og fortsætter ufortrødent med træarbejderne. Der skal således lige lukkes et mindre hul under færgeklappen:
Og så kan der igen lægges tæppegrønt. Området er tilsyneladende allerede blevet et populært udflugtsmål for Havnebys indbyggere:
På det hedengangne Svenstrup H var afstanden fra kajkanten til vandoverfladen præcis 35 mm. Dette er nu mindsket til 30 mm, for at kunne opnå en færgeklap med den mindst mulige hældning mellem kaj og færge. Dette for at sikre bedst mulige ombordkørselsforhold for alt relevant jernbanemateriel. Omvendt ser det efter min mening også mest realistisk ud, hvis klappen ikke er helt vandret:
Et sidste 1:1 check af færgelejet, inden vi springer videre i teksten:
For i den modsatte ende af Havneby mangler der endnu lidt færdiggørelse af trassé og underbygning til landskabet:
Hvordan skal udkørslen fra Havneby nu egentligt se ud? Tjah, tjoh, hoved- og udtrækssporet kan jo føres ud under en klassisk vejbro i beton og så ellers var det vel tanken at der kun skulle være marker og "åbent" landskab. Okay, noget a la dette:
Som tidligere nævnt, var det slet ikke tanken at det ny Svenstrup H skulle opbygges i spanteteknik, men der er nu visse fordele herved. Eksempelvis får man hurtigt et rigtigt godt overblik over landskabets endelige udformning. Desuden er der rig mulighed for at få brugt en masse krydsfinerrester, der ellers ville være endt i "småt brændbart". Så i det store sving ind til Havneby blev dette derfor løsningen:
Endnu en stump overskydende krydsfinerplade monteres i kanten mod beskueren. 144'eren må afvente lidt endnu, inden der kommer asfalt under hjulene:
Det er nu faktisk hyggeligt at gå og pusle med spanter, men vi må hellere stoppe festen her:
Spaltepladsen er desuden ved at rinde ud og det er derfor tid at gøre status over periodens udkomme. Her først området ved Havneby med havn og færgeleje for M/F Lolland:
Videre rundt i retning med uret, ser vi "midterøen" med rampe og det "forhøjede" Bakkedal:
Og slutteligt området ved selve Svenstrup H, hvor der ikke er sket de store ændringer siden artikel 4. Faktisk slet ingenting... :
Summa summarum, er der masser af arbejde med Svenstrup H at se frem til. Heldigvis...
Niels, December 2015
Fortsæt til del 6