DSB PU-signaler i H0

I min foregående artikel om DSB daglyssignaler i H0, blev der set på hvorledes et udvalg af Banetjenestens Epoke III hovedsignaler ganske let kan bygges til et dansk inspireret modelbaneanlæg. I, U og tilsvarende signaltyper er alle baseret på standard 3 mm lysdioder og dermed rimeligt enkelte at have med at gøre. Denne gang træder vi et trin op af sværhedsskalaen, og ser på det mere komplekse perronudkørselssignal (PU), hvortil der skal anvendes de fysisk mindre SMD lysdioder.

En detaljeret beskrivelse af alle PU-signalets forskellige begreber, falder uden for denne artikels rammer, men i korte træk opstilles denne signaltype typisk langs perroner på både større og mindre stationer og i reglen i forbindelse med et fælles udkørselssignal. Fidusen ved PU’en er bla., at der åbnes mulighed for rangering på et perronspor, mens der samtidig kan foretages stationsudkørsel fra et nabospor. Dette giver en smidig drift, men som nævnt, ikke mere om teorien bag PU-signalet her.

På mit modelbaneanlæg Svenstrup H skal der opstilles 5 stk PU signaler ved stationens vestlige udkørsel og igen er de metalstøbte signalhoveder fra Banetjenesten grundelementerne i projektet. Det kan her indskydes, at der findes forskellige andre H0 PU signaler i handlen, eksempelvis Togcenter Gentoftes færdigbyggede udgaver. Disse er dog baseret på den smallere epoke V signalbagplade og er såvidt det er mig bekendt, ej heller bygget til at kunne vise samtlige signalbilleder. Også svenske MGP er med i front og præsenterede bla. en række hotte nyheder på årets DMJU messe i Køge. Disse meget filigrane signaler er endda udført med indbyggede signaldekodere. I den mindre skala N, sælger bla. MBhobby 3D printede signalhoveder.

Banetjenestens signalhoveder forefindes helt forbilledligt med 4, 5 eller 6 lys, hvor jeg har valgt den ”gyldne middelvej”. Muligheden for eksempelvis at vise ”forsigtig forbikørsel tilladt” er derfor ikke til stede, men en sådan beskeden mangel har den lokale jernbanedirektion accepteret. Og med de 5 lysdioder forbundet elektrisk hver for sig, vil alle andre signalvisninger være mulige.

Mit udgangspunkt er som ofte før en målfast tegning, der grundlæggende er baseret på tankerne fra de tidligere byggede større signaler. I det store hele er der tale om en forsimplet udgave af Banetjenestens egen byggevejledning, der er tilføjet en (mini-) stikforbindelse til en sporpult eller signaldekoder. Dette eliminerer besværligt loddearbejde, der ellers må foretages under modelbaneanlægget. Diodernes formodstande monteres på et lille stykke hulprint, der fæstnes i bunden af signalmastens sokkel:

Den uundværlige arbejdstegning af PU-signalet  

Og ja, det skal ikke skjules at arbejdet med SMD dioder er lidt af et pillearbejde. De valgte dioder af typen SMD 0603, måler blot 1.6x0.8 mm i grundflade og dem skal der her monteres 5 stk af i signalets lampehus. Dette måler indvendigt omkring 4.5x8 mm, så pladsen er særdeles trang! Men efter devisen ”når andre kan, så kan jeg også”, kløes der ufortrødent på med opgaven. Et studie af forskellige internetvideoer omhandlende SMD dioder og disses fortræffeligheder, gav desuden den fornødne ro i maven til at fortsætte:

Materialer til en håndfuld PU ligger klar 

Min første tanke var at forsimple fremstillingen af signalerne, ved at lodde alle dioder på et lille stykke specialtilpasset print, der så efterfølgende ville kunne limes bagpå signalhuset. Ideen virkede umiddelbart logisk og god, men jeg erfarede hurtigt at der på ingen måde er den fornødne plads til stede for sådan en løsning. Desuden ville der samtidig være skabt et nyt problem, nemlig at skulle forhindre dioderne i at lyse ud af ”de forkerte huller” i signalpladen. Dette pga. den ganske lille opståede afstand mellem signalfront og dioderne. Tanken måtte derfor opgives.

En anden ide var at fortråde og sammenlodde de 5 dioder i det korrekte mønster ud fra en fælles stump anode og derefter som før, slutteligt montere hele arrangementet i lampehuset. Men igen viste forsøg, at det er tvingende nødvendigt med en ”vis afstand” mellem de enkelte lodninger, da varmen fra en lodning ellers straks ødelægger ”nabolodningen”. Det hele blev således ved med at løsne sig fra hinanden og denne ide måtte til sidste også skrottes.

Efter lidt grubleri, endte jeg med at følge Banetjenestens byggevejledning helt stringent, dvs. at der loddes tynde kobbertråde på hver diode og disse fastlimes enkeltvis i signalhuset. Dioderne fortinnes først på de to poler, mens det hele fastholdes med en spids pincet. Til opgaven kan der ubetinget anbefales en temperaturstyret elektronikloddekolbe, der indstilles til en relativt høj temperatur, f.eks. omkring 300 °C. Dioderne skal derved kun berøres ganske kortvarigt med kolbe og tin, for at polerne er passende fortinnet. Det er vigtigt, at der kun anvendes loddetin med indbygget fluxmiddel. Til sådanne opgaver vil jeg fraråde brug af flux i pastaform og brug af salmiaksten, som BT ellers anviser. Den slags arbejdsmetoder hører efter min opfattelse ikke hjemme i elektroniklodning:

Millimeterpapiret lyver ikke – dioderne er ganske små! 

Et lille tip er, at fastholde SMD dioden på arbejdsunderlaget med en smule lim fra en limstift, hvorved de allerede af-isolerede og fortinnede kobbertråde let kan påloddes. Limen ødelægger ikke diodens overflade og kan uden problemer senere aftørres. De overskydende trådender klippes forsigtigt af og resultatet inspiceres omhyggeligt; dette gerne under en kraftig lup. Inden dioden lægges på lager, aftestes funktionaliteten, hvilket simpelt kan udføres med et 3V knapcellebatteri og et par krokodilleledninger. Formodstande er således her ikke nødvendige. Samtidig bestemmes polariteten, der markeres på trådene med passende tusch eller maling i forskellige farve. Efter et par forsøg, opnås en vis rutine i processen og i al beskedenhed lykkedes det mig faktisk i første runde at færdiggøre 15 SMD dioder, uden at en eneste gik tabt. Den forbrugte tid, taler vi dog ingenlunde om og ved en senere omgang gik det knapt så godt. Heldigvis er dioderne rimeligt billige, så køb hellere et par stykker for meget, end for lidt.

Næste skridt var at lakere alle de af-isolerede områder på kobbertråde og loddepunkter og efterfølgende at montere det hele i det forinden sortmalede lampehus. Efter lidt justeringer (husk at placere rød, grøn og de 3 hvide dioder i det korrekte mønster), fæstnes det hele med sekundlim. Det hele ligner undervejs et gammeldags vækkeur, der er blevet minesprængt, men enden er heldigvis nær. Og husk efter hvert eneste trin i processen at teste om dioderne stadig virker korrekt. Rettelser er stadig mulige, men ikke ret længe endnu:

Alle 5 dioder er her monteret i PU’ens lampehus 

For variationens skyld blev det valgt at montere PU signalerne på gittermaster og ikke på firkantmessingrør som ved de tidligere byggede signaler. Masterne kan eksempelvis stjæles fra prisbillige Schneider byggesæt af DB signaler, købt hos Conrad Elektronik. Disse er støbt i plast og må først bearbejdes for at fjerne unødvendige beslag, samt justeres lidt i højden. Desuden syntes jeg de tilhørende sokler var for voluminøse, hvorfor hobbykniven også her måtte i gang. Masterne blev limet på træsoklerne og signalhoveder efterfølgende påsat:

Tyske gittermaster på podiet 

Efter endt tørretid blev kobbertrådene trukket igennem masten og forbundet til komponenterne på hulprintet:

Kobbertrådene mangler her kun at blive loddet fast til printet 

Da de valgte master er ”slidset op” på bagsiden, må der indlimes en tynd strimmel plastprofil, inden det hele kan males i passende DSB lysegrå:

Gittermasterne lukkes bagtil med en strimmel plaststrip 

Festen afsluttes som altid med påføring af danske signalmærker og en let patinering med rustpulver:

PU’erne viser ”forbikørsel tilladt”, ”forbikørsel forbudt” og ”kør” 

Da nu byggeprocessen for de første 3 PU signaler heldigvis viste sig at forløbe rimeligt smertefrit, fik jeg yderligere blod på tanden. Således opstod ideen om at bygge en lille signalbro over spor 4 og 5, da anlægspladsen på de planlagte positioner for PU signalerne, her er særdeles trang.

Mig bekendt findes der slet ikke danske signalbroer ”von der Stange” til modelbanen. De fleste små og store konstruktioner på de rigtige danske stationer er ligeledes for længst faldet for skærebrænderen, hvor de i jernbanens ungdom ellers var et ret almindeligt syn. Desværre er forbilledet fra Esbjerg Station som jeg har skævet til, nu også nedtaget ved den nylige omfattende spor og signalrenovering. PU’erne sidder i stedet direkte på de nyplantede velkendte ”rustne” master, der samtidig bærer køreledningerne:

Signalbro i stumper og stykker 

Signalbroen, eller måske mere korrekt, min lille ”signalmast med udligger”, fremstilles af 0,8 mm plastcard fra rodekassen og er hurtigt og helt ukompliceret samlet. På toppen af den cirka 80 mm lange arm monteres en enkelt strimmel Auhagen-gelænder fra rodekassen, så jernbanepersonalet har noget at klamre sig til i forbindelse med servicering af signalerne. Der monteres desuden små bøjleformede trin af tråd på den øverste del af selve masten. Denne løsning er med garanti ikke i overensstemmelse med de gældende AM-regler, men er jo heldigvis kun til pynt på modellen! Vigtigt er, at man har styr på NEM fritrumsprofilet og den eksakte afstand mellem sporene ud for det sted, hvor masten opsættes på anlægget. Signalerne skal helst sidde med samme afstand som sporafstanden, ellers ser resultatet fjollet ud:

Trin bukkes af afklippet tråd fra modstande 

Præcis som ved de foregående PU’er monteres dioderne på signalpladerne og de mange kobbertråde – her 20 stk ialt - bundtes og føres gennem masten og ned under anlægspladens niveau. Det tidligere beskrevne stykke hulprint med modstande mm. og stikforbindelse, afslutter bygningen af signalet:

IC163 mod Havneby forlader her Svenstrup H fra spor 5. Det grønne lys burde snart slukke!  

Summa summarum

At bygge PU signalerne i H0 er en pænt tidskrævende opgave og fordrer ikke overraskende, en del tålmodighed og en rolig hånd. De mange delprocesser i fremstillingen er klart mere udfordrende, end processen med at bygge Banetjenestens ”store” signaler. Samlet set mener jeg dog, at opgaven absolut er overkommelig for de fleste nogenlunde øvede modelbyggere. Man skal være opmærksom på, at signalerne er uden styring, så udover den rent visuelle del af signalerne, kræves der ekstra elektronik i form af passende signaldekodere eller en diodematrix. Sidstnævnte i kombination med en sportavle eller eks. m83/m84 dekodere. Uden dette vil det være umuligt at vise alle signalbilleder for sine Preiser-lokoførere. Kan man her acceptere, at hver PU begrænses til eks. at have 4 mulige begreber, kan opgaven formentlig klares med blot 2 digitale adresser. Herved forsimples styringen betragteligt og udgifterne for den komplette signalinstallation holdes nede.

Altså er der ingen undskyldning for ikke at gå i gang straks. Tilfredsstillelsen ved at se sit hjemmebyggede PU signaleres ”forbikørsel forbudt”, mens der på nabosporet blinker et ”kør igennem”, er ubeskrivelig. Man får straks lyst til at gå i gang med at bygge en håndfuld dværgsignaler!

Niels, dec 2017  

Artiklen har været bragt i Spor og Baner nr. 33, 2017. 

Gå til Det skæve hjørne.