Det ny Svenstrup H - del 16

fortsat fra del 15

Det er nu 2 år siden, der sidst har været udgivet nyt omkring mit liv med modeljernbanen "Svenstrup H", hvilket naturligvis er urimeligt lang tid. Årsagerne hertil er mange, men primært fordi en meget stor del af modelbyggerens tid er gået med "rigtigt" arbejde og diverse firmarejser, samt at bakse med en sommerhusombygning. De fleste vil nok nikke genkendende til, at det uundgåeligt så er yndlingshobbyen, der må vige pladsen for en stund. 

En række læsere har skrevet til mig og spurgt om Svenstrup H helt var blevet nedlagt og om hjemmesiden var sendt på sit sidste kredsløb i cyberspace. Jeg har endda oplevet at se links til min side blive fjernet pga. den lave aktivitet. Mange tak for jeres bekymring, der heldigvis er ganske ubegrundet, men alligevel varmer om hjertet og samtidig har givet fornyet inspiration til at bygge og skrive videre.

Det forholder sig naturligvis heller ikke sådan, at modelhobbyen helt har været lagt på hylden - tværtimod. Når tid og lejlighed har været der, er der blevet bygget på diverse større og mindre projekter, der for en dels vedkommende endda også er blevet færdiggjort. I magasinet Spor og Baner har der i sommeren 2022 været udgivet en enkelt artikel, der nu også er at finde på hjemmesiden her. Og ind imellem har der enddag været kørt med tog på anlægget, selvom dette desværre er sket lidt for sjældent.

Ugens jernbanefoto blev efter megen overvejelse sat på hold i starten af 2022 og erstattet af det ukrainske flag, grundet sympati med den tragiske situation, men er i 2023 igen på skærmen med et nyt ugentligt billede. Det er nu på 12 år, at jeg (forhåbentligt) kan glæde læserne med et lille jernbanerelateret motiv. Der er heldigvis stadig masser af den slags at hente frem fra mine billedarkiver.

Ja, der er meget at samle op på, så lad os straks komme i gang!

I sidste kapitel havde den lille mellemstation Bakkedal netop gennemgået en større forvandling fra at være en nærmest gold ørken til noget, der reelt kunne begynde at ligne det tiltænkte billede af en typisk mindre dansk provinsby. Lad os derfor fortsætte i samme område på modelbanen og opføre et lille hus, der kan udfylde det tomme areal mellem byens foderstofforretning og stationen. En lidt slidt udseende bungalow fra 1930'erne må her være det helt rette valg.

Og ganske tilfældigt befandt der sig en uåbnet æske med Kibris klassiske byggesæt nr. 38716 i bunken med modelbyggesæt:

Jeg har bygget denne model før, så ud over at "fordanske" modellen, måtte der for afvekslingens skyld også indtænkes en smule kit-bashing i projektet. Det er bare at at gå i gang og så se hvad det kan ende med. Først males de 4 facader og skorstenen i en hvid-gul kulør:

Med mine Vallejo favorit-farver fjernes alt plastikglans fra træværk og de grønne u-danske tagrender får en gang galvanisering:

I alle vinduerne fjernes de vandrette sprosser og rammerne males hvide, så de stilmæssigt matcher bedre til den valgte periode:

Selve bygningens ydre dele samles helt og aldeles i henhold til Kibris vejledning, men denne er faktisk ganske unødvendig, såfremt man blot har en anelse erfaring ud i modelbygning:

En passende belysning er for mig et ufravigeligt krav til alle former for bygninger, store som små. Både ind- og udvendigt er de små LED's uundværlige:

Mens elektrikeren trækker de nødvendige kabler er huset vendt på hovedet for at lette opgaven. Den nye lampeskærm i flerfarvet glas ligger klar til montage:

Indvendigt i huset har et par enkelte lyskasser fra Viessmann fundet plads. Dog anvendes der ikke samme firmas tilhørende LED's, da disse var i restordre hos Bakkedal Installationsforretning. I stedet anvendes en håndfuld billige kinesiske SMD-dioder, der forinden er limet på en stump plastcard. Resultatet er det samme:

Under opførelsen blev det besluttet, at bungalowen ikke skulle have en beboelig tag-etage, men blot et simpelt 15 graders tag med 4 flader og skorstenen placeret i midten. Efter lidt fumleri med vinkelmåler og skydelære, fremstod følgende spærkonstruktion:

Endnu 4 spær blev indsat mellem hushjørner og centerpunktet, så stjernen endte med at blive 8-takket. Godt, at man alligevel havde hørt lidt efter i geometri-timerne:

Tagfladerne kunne nu nemt udskæres af 0.5 mm plastcard og efterfølgende beklædes med strimler af tagpap:

Men inden vi kommer for langt, må belysningen lige aftestes:

Ægte tysk Teerpappe:

Og endeligt kan huset opstilles provisorisk på den ret smalle matrikel i det centrale Bakkedal:

Man må i hvert fald håbe, at de kommende beboere holder af tog og jernbane:

Men nok om dette lille opvarmnings-husbyggeri og vi hopper videre til et større og nært beslægtet emne, nemlig elektronisk styring af husbelysning.

Jeg har i tidligere artikler beskrevet, hvordan jeg har anvendt tyske Tams "Beleuchtes Haus" i mine modeller. Disse moduler er relativt simple at have med at gøre, såfremt man blot lader en enkelt "Baustein" styre hele afviklingen af belysningen i en enkelt bygning. Desværre er priserne på elektronik inden for de seneste år steget ganske meget og eksempelvis koster førnævnte styringer nu op mod 125 kr pr stk, så der må kigges andre veje. Billigere elektronik som eksempelvis Arduioner kunne være vejen frem, men sådanne løsninger kræver, at der afsættes tid til programmering, hvilket jeg ikke pt. kan finde hul i planerne til.

En anden løsning er at belaste en Tams til det maksimale ved at lade den styre lyset i mange bygninger, ja eksempelvis en hel mindre by. Tricket er her at fordele de 14 udgange ud på bygninger spredt over et større fysisk areal, så betragteren ikke umiddelbart opdager, at lyset tændes og slukkes flere steder på samme tidspunkt. 

Hver udgang på en Tams LC-NG-02 eller forgængeren LC-11 kan klare op til 200 mA, hvilket rækker til mindst 10 stk parallelkoblede SMD LED's pr udgang. Da 2 udgange er beregnet til at simulere lyset fra et  flimrende TV-apparat, er der således op til 12 udgange, dvs. 120 lysdioder at gøre godt med. Dette rækker så rigeligt til mit formål, da jeg forventer omkring 30-40 lysdioder ialt, plus perron og gadebelysning.

Det overordnede el-diagram for belysningen i hele Bakkedal by har været vist i en tidligere artikel her på siden, men er efterfølgende detaljeret en smule:

Således er hver enkelt bygning (forbruger) påført hvilke udgange, de enkelte lyskilder tænkes tilsluttet på Tams'en. Desuden er der nu medtaget perronbelysning, der styres af en Viessmann 5067 og gadebelysning, der håndteres af en Tams LC-NG-01. Begge simulerer neonrør, der flakker lidt under tændingen - ganske passende, i det glimtændere i min epoke endnu ikke var erstattet af elektroniske drivere. 

Det hele tændes og slukkes via adresse nr.112, der findes på en M84 decoder, monteret på instrumentpanel B, der igen er placeret lige under Bakkedal centrum. Det lyder næsten helt Egon Olsen-agtigt...

Til hver af mine 3 større byer på anlægget har jeg afsat en m84 dekoder udgang, der er dedikeret alene til at styre dag/nat i det pågældende område. Færre udgange kunne måske have gjort det, men da en m84 så vidt jeg er informeret maksimalt kan håndtere strømme op til 5A, er det bedre at være på den sikre side og man sparer at skulle installere mellem-relæer. Yderligere undgås alt for lange ledninger, med generende spændingsfald osv. 

Anvendelsen af de enkelte udgange er efterfølgende sammenfattet i oversigten her:

Ingen bygninger er samlet set tilsluttet flere end 6 udgange/ledere, og der vil generelt være lys tændt et sted i hver bygning hele tiden. Flere steder er der lagt konstant strøm ind, eksempelvis til en permanent tændt gadedørslampe eller et reklameskilt. Så langt, så godt. Opgaven er nu at få distribueret de 14 udgange ud til de fjerneste afkroge af byen. Med 14 udgange, og dertil plus og minus 12VDC kræves der ialt 16 ledere væk fra Tams'en. Og mindst 2 større fordelingspunkter, gemt under byen, hvorfra de enkelte huse kan tilsluttes. Det er næsten - men også kun næsten - lige som i virkeligheden:

Bakkedal by er henad 2.5 meter på den lange led, hvorfor afstanden mellem fordelingspunkterne tænkes at skulle være ca. 100 cm. Og hvordan laves det nu smartest? Tjah, der findes ikke lige et standardkabel, der kan klikkes på, hvorefter man straks er kørende. Og de nyeste udgaver af Tams'en er udstyret med udmærkede skrueterminaler og ikke stik, så der var ingen anden vej end at tage opfinderhatten på.

Først lidt om valg af selve 14-16 leder kablet - og dertil lidt matematik!

Med maksimalt 5 dioder koblet på hver leder og at det antages hver SMD bruger 20 mA, fåes en maksimal strøm på 20 mA x 5 stk, dvs. 100 mA pr leder. Gættes der på et ledningstværsnit på 0,14 mm², fåes modstanden i ledningen til: 

        0,0175 Ohm x hele længden i meter / ledningens tværsnit i mm². Dvs. 0,0175 x 5 m / 0,14 mm² svarende til 0,62 Ohm.

Effekten, der maksimalt afsættes i hver leder bliver derved:

       P = R x I², dvs. 0,62 Ohm x 0,100 A² lig med ca. 6 mW. Dvs. ganske lidt og helt tilladeligt for en 0,14 mm² ledning.

Lad os lige slutteligt checke spændingsfaldet over en udgang, der vil være:

      U = R x I, dvs. 0,62 Ohm x 0,100 A lig med 0,062 V. Med en spændingskilde på 12V, betyder dette tab intet.

Altså kan der roligt vælges et 16 x 0,14 mm² kabel. Det er straks mere besværligt med udførelsen af selve fordelingspunkterne. Bedst må være noget med skrueklemmer, så hos min yndlings-elektronikforhandler i det østjydske bestilles straks kabel, hulprint og en stak klemrækker til at lege med:

Først udsaves to stykker hulprint på ca. 40x100 mm og der bores diverse huller til fastgøring af kabel og for senere montage af printet under anlægget:

Dernæst er det blot at lodde klemmerne på og fæstne det første 1 m lange stykke kabel, hvor yderkappen inden da er blevet fjernet på ca. 7 cm:

Og på samme vis monteres det næste stykke kabel:

inden hver leder med samme farve samles på et loddespyd, ud for de enkelte skrueterminaler:

I bunden ganske simpelt, men jeg indrømmer, at opgaven nok kunne have været udført hurtigere, hvis den havde været planlagt lidt bedre.

Ved fordelerprint nr. 2 går det hele dog også noget lettere:

Slutteligt påsættes mærkning med DYMO strimmel på alle relevante klemmer. Inklusive udgangene på Tams'en:

Der mangler dog lige at blive monteret en klemme til polen mærket RL (Rückleiter), der i Tams' verden svarer til den positive pol, og ikke som man umiddelbart skulle tro, er en ReturLeder. Denne laves som en dobbelt klemme, da der vil være ledninger fra stort set alle bygninger, der skal tilsluttes her. Den lilla/lyserøde leder, udnævnes i samme omgang til at være en minus 12V. Disse småting er hurtigt fixet, hvorefter det hele testes for sikker elektrisk gennemgang og kan erklæres klar til brug:

Hele guirlanden kan nu hænges op i Bakkedals skumle katakomber og forbindes til de magiske 12 Volt via udgangen på Märklin m84 dekoderen. Imens stiger spændingen (haha) - vil det her mon overhovedet fungere som tiltænkt? Ellers er det jo godt at have en plan B, ahem...

Det er naturligvis vigtigt, at Licht Computeren tilsluttes elektrisk korrekt, hvilket ifølge Tams er således:

Altså ned under anlægspladen og få fordelerkablet skruet op:

Kablet er blevet rigeligt langt, men det betyder knapt så meget:

I sagens natur, er der naturligvis intet der fungerer, med mindre de tilsluttede bygninger er bestykket med SMD eller lysdioder i de forskellige rum og dette i henhold til den tidligere viste oversigtstabel. Og da flere af bygningerne er limet sammen for en hel del år siden, hvor "belysnings-computer" var et helt ukendt ord, må der nu ryddes op i de lokale el-installationer. Der er ikke andet for end at tage fat i dem alle fra en ende af.

Bakkedal Station bliver således det første objekt i den elektriske stol. "Hov De der, plejer der ikke at ligge en station her?

I denne kære gamle Heljan-model trænger elektronikken vist til en lille opstrammer. Det ser ikke just simpelt ud:

Iht. den overordnede plan, skal lyset på perronen være tændt konstant, så snart det bliver mørkt, mens lyset i stationens kontor og ventesal skal kunne tændes og slukkes med tilfældige intervaller.

I det mindste er der monteret de nødvendige SMD både inde og ude, så det er primært et spørgsmål om at få smukkeseret elektronikken lidt, bla. ved at få samlet komponenterne på et enkelt stykke hulprint. Hvorfor jeg ikke tænkte den tanke sidste gang, at stationen var pillet ud af anlægget, er et rigtigt godt spørgsmål. Desuden er der heller ikke længere brug for en stikforbindelse, da ledningerne nu blot kan forlænges og skrues i fordelerkablets klemmer:

Som så gjort. Dioderne og to af modstandene holder derfor flyttedag til et nyt hulprint. I samme opspænding ændres modstandene til de 3 perron-lysstofrør fra 2k2 til 4k7 Ohm, da disse oprindeligt forekom at oplyse perronen lidt for kraftigt.

De 4 poler (RL, minus, U11 og U12) tilsluttes et stykke 4-leder kabel på en god halv meter, der rent farvemæssigt ganske vist afviger fra hovedfordelerkablets farver, men det går nok: 

Slutteligt laves en simpel kabelgennemføring, der primært forhindrer elektronikken i at falde under ud af bygningen, men stadig giver service-adgang om nødvendigt:

En allersidste elektrisk test ved arbejdsbordet:

Og endeligt er stationen tilbage på sin vante plads:

Vi er tæt på målet nu. Fra +12VDC dag/nat klemmen trækkes en lilla leder til Tams modulets plus og ligeledes en sort til minus-polen:

På CS3'ens dertil oprettede lyskontakt, er det nu for første gang muligt at tænde alt lys i Bakkedal med blot et enkelt museklik:

Dvs. pt. kun på stationen, da der jo som antydet endnu mangler de rette elektriske installationer i flertallet af byens huse:

Da nu grundstrukturen er på plads, er det heldigvis relativt hurtigt at komme videre. Perronbelysningen har tidligere været tændt i forbindelse med opstillingen af lygtepælene, men her blev der dog snydt en smule, idet ledningerne blot blev koblet direkte til plus og minus. Tanken er som nævnt, at lyset tændes automatisk via et 5067 Viessmanns lysstofrør-flimmer modul, med følgende elektriske udseende:

Det viste diagram afviger en smule fra Viessmanns egen vejledning omkring polariseringen, men bemærk at ved forsyning med jævnspænding er det ligegyldigt om "bn" og "ge" tilsluttes den positive eller den negative pol. Desuden kan kontakten "K" naturligvis udelades, da det hele skal styres fra en digital dekoder. Holdes "K" permanent sluttet til masse (minus) vil modulet simulere et defekt lysrør på udgang nr. 5. Med andre ord noget a la dette her: 

Jeg indrømmer, at ledningsføringen ikke er specielt flot udført, men den slags petitesser må der ryddes op i senere. Lige nu skal det bare testes, at tingene fungerer - og det gør de. Med en let flimren tændes perronlamperne og lyser derefter konstant på det aftentomme stationsareal. I stationskontoret er lyset lige blevet tændt kortvarigt, men slukkes snart igen:

Så langt så godt. Og med lidt held kan vi lige nå at putte endnu en byggebeskrivelse ind i artiklen, inden spaltepladsen rinder ud. Det må således blive et af de næste huse langs hovedgaden og valget falder på købmandsforretningen.

Der er her tale om en ældre landhandel fra firmaet Piko, der i udformning næsten til forveksling ligner Heljans udgave. Dog virker proportionerne på Piko udgaven mere passende:

En vis patinering og udsmykning er allerede udført, så der er ikke tale om at starte fra scratch. Modellen er født til at ligge på et gadehjørne, men de meget lange kantsten huer mig ikke. Derfor lægger vi ud med at snitte dem kortere:

En detalje, der hurtigt er overstået og vi kaster os ud i hovedopgaven med at forbedre belysningen. Der har aldrig været monteret lyskilder i denne model, men dette er dog forberedt med en indvendig pålimet sølvpapirmaske. Da det nu er bestemt, at der skal være lys i stue, gavlværelse og i forretningslokalet, må enkelte vinduer blotlægges igen:

Af 0.5 mm plastcard laves en klassisk lyskasse og en kineser-SMD monteres ovenfra:

Med UHU's universale plastlim, er det ingen sag at montere kassen:

En gang sort akryl afslutter opgaven omkring stuevinduerne. I gavlen er det hurtigst at montere en af Viessmanns fabriks-færdige lyskasser:

før vi vender skuden og monterer endnu en SMD henover den i sin tid indsatte bagvæg i forretningen.

Intet af det beskrevne er særligt vanskeligt at gå til, men havde naturligvis været lettere, hvis alt var blevet installeret under selve husets byggeproces. Men vi bliver jo alle sammen klogere med tiden.

På forretningens facade skal der ophænges en lysreklame for tobakken MacBaren. Nu om dage vil den slags antageligvis være strengt forbudt og havde sendt købmanden direkte i den nærmeste arrest, men i 1970'erne tog ingen som helst anstød af den slags dagligdags "fristelser". Måske er vi i virkeligheden blevet lidt for sarte? Nå, men reklameskiltet er købt færdigt hos det danske firma Mipemo. De hvide kanter på skiltet, kan dog godt tåle lidt ekstra rød farve, inden ophængningen: 

Mipemo skriver i deres vejledning, at der skal bores et 1-1.5 mm hul for montagen af skiltet. Javel ja, men hvad gør man så med det stykke krympeflex, der omslutter formodstanden til lysdioden og er henad 2.5 mm i diameter? Nå, vi klarer det nok:

og med lidt snilde er skiltet hængt op. Måske, det burde have være monteret lidt højere oppe på væggen, men der er faktisk højde nok til at kunne passere under:

På det lille stykke hulprint samles alle de negative forbindelser fra dioderne med passende dimensionerede formodstande og den fælles Rückleiter (plus):

Det er her tydeligt, at den fra Mipemo påloddede formodstand på reklameskiltet ikke er velegnet til en 12 V forsyning:

 Altså er der kun en vej - af med dimsen:

I skuffereolen med elektronikdele findes i stedet en 4k7 Ohms udgave, der dæmper skiltets udstråling en hel del:

Godt. Tilbage er nu blot at pynte og optimere lidt på bygningens udseende og efterfølgende montere den på sin vante plads. Det ser ud til, at man nu er blevet medlem af HOKI sammenslutningen:

Stikledningen til købmanden installeres hurtigere end man kan sige "TDC":

Og ja, nu er der så lys i forretningen, reklameskiltet og værelserne:

Men billedet viser vist også klart, at der stadig er meget, der skal finjusteres. Lyset i skiltet virker eksempelvis stadig en smule for kraftigt. Lampen i forretningen oplyser den halve hovedgade, så man næsten skulle tro der var ildebrand. Og hvorfor står døren til forretningen i øvrigt åben, når der ellers er helt mennesketomt? Er det måske brugsuddeleren fra nabobyen, der lusker rundt i mørket igen? Han fik vist ellers en dom sidste år. Så ender det hele i virkeligheden lykkeligt?

Disse og mange andre spørgsmål kommer der måske svar på i næste afsnit af "Det ny Svenstrup H". Så følg for en sikkerheds skyld med løbende på www.NIELS-MODELTOG.dk.

Niels, december 2023

Gå til Anlægsbygning